Nu kommer storfilmen om Tarok

Den dynamiske duo bag Hvidstengruppen-filmen afslører deres næste store, folkelige filmprojekt

Regner Grasten og Anne-Grethe Bjarup Riis på travbanen. (Foto Kamilla Byndum)
Regner Grasten og Anne-Grethe Bjarup Riis på travbanen. (Foto Kamilla Byndum)

Mens Hvidstengruppen fortsætter med at storsælge og nu er nu på vej mod de 700.000 solgte biografbilletter, er instruktør Anne-Grethe Bjarup Riis og producent Regner Grasten allerede i fuld gang med deres næste store filmeventyr.

Filmens titel er: 'Tarok - Dannebrog på fire ben - Historien om en hest, en familie og en nation', og vi afslører nok ikke nogen stor hemmelighed ved at fortælle, at filmens omdrejningspunkt er danmarkshistoriens mest berømte travhest.

Tarok et navn, de fleste over 30 år kender. De fleste ved, hvem det firebenede fænomen var, men vi kender kun historien i bidder ikke hele kagen.

Universelt tema
Manuskriptet skrives af Jesper Nicolaj Christiansen, der blandt andet har været medforfatter på DR's store, historiske tv-satsning '1864'.

- Historien om Tarok har det vildeste, dramatiske potentiale. Den spænder sig ud fra den helt intime og personlige historie og op til en global og nærmest mytisk fortælling. En spejling. En arketypisk far/søn-konflikt, der runger så voldsomt, at savnet efter anerkendelse spreder sig som ringe i vandet, gennemsyrer alle lag i filmen, og gør temaet universelt, siger instruktør Anne Grethe Bjarup Riis.

De røde heste
Producenten Regner Grasten fortæller, at filmen kommer til at handle om meget mere end travsport på højt niveau.

- Alle vil selvfølgelig tænke 'De Røde Heste', og det var for den tid også en stærk familie historie om det gode og onde. Filmen blev i 1950 set af over 2.300.000 mennesker, og er dermed en af de største succeser i dansk films historie. Så mindre kan også gøre det. Når det så er sagt, så er Tarok et meget spændende tidsbillede om overgangen fra de frie 70'ere til de egoistiske 80'ere, hvor alt handlede om penge, siger Regner Grasten, der undrer sig over, at ingen tidligere har gjort alvor af at producere en film om Tarok.

- Det er lidt ligesom med Hvidstengruppen. Det er en oplagt idé, som mange sikkert har snakket om, men ikke har ført ud i livet. Samtidig tror jeg, tiden moden til en film, der handler om værdier og familie på den måde, som fortællingen om Tarok. Det er en historie, der egentlig ikke har særlig meget med travsport at gøre, men derimod fortæller historien om en nation og et nationalikon, siger Regner Grasten til Ekstra Bladet.

Optagelserne er planlagt til april-maj 2013 med premiere i de danske biografer den 10. oktober 2013. Efter sommerferien vil det blive afsløret, hvilke skuespillere, der vil være at finde i hovedrollerne.

0 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Mest læste i flash!