Hunger Games overgår Titanic

Selv den opdaterede version af verdenssuccesen Titanic kan ikke hamle op med Hunger Games i USA's biografer

Hunger Games topper for tredje uge i træk biografernes hitlister i Nordamerika. (Foto: AP)
Hunger Games topper for tredje uge i træk biografernes hitlister i Nordamerika. (Foto: AP)

Hunger Games er ikke til at vippe af pinden som den film, der trækker flest nordamerikanere i biografen. Trods ny konkurrence fra især 3D-versionen af Titanic topper Hunger Games for tredje uge i træk biografernes hitlister.

I ugen frem til påskesøndag omsatte Hunger Games for yderligere 33,5 millioner dollar. Dermed har filmen, siden den fik premiere, passeret milepælen 300 millioner dollar i billetindtægter alene i USA og Canada, skriver Los Angeles Times.

På andenpladsen over de mest sete film den forgangne uge følger ungdomskomedien American Reunion, der er den fjerde udløber af den 13-år gamle succes American Pie. Først herefter kommer den opdaterede version af Titanic.

Relanceringen af filmen om krydstogtskibet er tilrettelagt, så det falder sammen med hundredårsdagen for skibsforliset. 3D-versionen omsatte i påskeugen for 17,4 millioner dollar, mens American Reunion nåede et billetsalg på 21,5 millioner dollar.

Hunger Games har dog langt igen, før den kan matche 1997-udgaven af Titanic med Kate Winslet og Leonardo DiCaprio i hovedrollerne. Filmen toppede biografernes hitliste 15 uger i træk og omsatte totalt for 1,8 milliarder dollar.

0 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Mest læste i flash!