Dyk dybt ned i filmens verden

Filmfestivalen CPH PIX leverer hele 18 dages overvældende oplevelser. Læs vores store guide her

En af de mest gakkede film under CPH PIX - japanske 'Underwater Love', der ikke lægger låg på humoren. (Foto: CPHPIX)
En af de mest gakkede film under CPH PIX - japanske 'Underwater Love', der ikke lægger låg på humoren. (Foto: CPHPIX)

Lad filmfesten begynde!

Det danske filmforår ville være temmelig gråt uden den farverige og forfriskende ambitiøse københavnske filmfestival, CPH PIX.

Også i år, i fjerde ombæring, varer festlighederne hele 18 dage – fra 12. til 29. april – hvor omtrent 200 film i så godt som alle kategorier ruller over lærrederne i hovedstaden.

Obduktioner og epidemi
Men det er ikke kun i biografmørket, man kan se lyset. Det vrimler med events, seminarer, udstillinger og koncerter i eksotiske rammer som Charlottenborg og Medicinsk Museion, hvor epidemi-dramaet i Lars von Triers 25 år gamle ’Epidemic’ udspilles i auditoriet, hvor generationer af medicinstuderende har overværet obduktioner og det, der var værre.

Et decideret scoop er det, at Michael Gira fra det legendariske postpunk-band Swans har takket ja til at udvælge en filmserie ud over at spille et sjældent soloshow. Og hvis man har stærke nerver, er der både mulighed for at se gyserfilm i de dybe, dystre tunneler under Carlsberg Byen eller udsætte sig selv for zombie-splat et uvist og garanteret skummelt sted i provinsen.

Nær og fjern
Her er selvfølgelig først og fremmest nye film fra fra både nær og fjern, ja, noget nær alle kontinenter er repræsenteret. I den uundværlige programavis kan det anbefales at få styr på det massive repertoire. Og som sædvanlig uddeles der både debutantpris og publikumspris.

For at hjælpe en smule på overblikket, har Ekstra Bladet udvalgt 10 skæve højdepunkter, man risikerer at overse, men ikke må misse – fraset de forpremierer, der selvfølgelig også kan nydes i den kommende tid.

Kort sagt: Gå ud og få et pix-fix!

10 TIPS – i alfabetisk rækkefølge

Beyond the Black Rainbow

Lo-fi sci-fi er den herlige og meget rammende genrebeskrivelse for denne hypnotiske fremtidsfilm, man fristes til at kalde et psykedelisk sansetrip.

Elena

Et russisk arbejderklassedrama om en kvinde i eksistentiel krise. Lyder det tungt? Det er først og fremmest poetisk, smukt og prydet af fornem Philip Glass-musik.

The Future

Det amerikanske indieprogram er suverænt i år, og dette er et af højdepunkterne – lune og lidenskab går hånd i hånd i dette underfundige, uimodståelige kærlighedsdrama.

Happy End

Björn Runge er en Skandinaviens mest spændende instruktører, og her er chancen for at se den svenske kapacitets seneste film. Må ikke misses.

Michael

Østrig er med Michael Haneke og Ulrich Seidl netop nu verdensmestre i benhårde skæbneskildringer. Debutanten Markus Schleinzer leverer her endnu en af slagsen om en mand, der holder en dreng fanget i sin kælder. Ondt.

Outside Satan

Franske Bruno Dumont er en af tidens mest kompromisløse filmmagere og ovenstående titel slår tonen an for dette seneste drama. Krybskytten i hovedrollen er blevet sammenlignet med Bob fra ’Twin Peaks’. Uha.

The Raid: Redemption

Actionfilm fås ikke meget vildere end denne ustyrlige indonesiske kraftpræstation, der opdaterer John Woos tjubang-ballet til det nye årtusind. Et must for adrenalin-elskende fans af genren.

Sleep Tight

Efter at have udløst nogle af de senere års mest intense gys med de barske ’Rec’-film, har instruktøren bag nu givet sig i kast med psykologisk horror. Mere afdæmpet, men bestemt ikke mindre skræmmende.

Twixt

Instruktørveteranen Francis Coppola har fået fornyet liv de senere år, og nu har en af filmkunstens gudfædre kastet sig ud i et 3D-spøgelsesepos, der ikke ligner noget andet. Kom ind og få én på brillen!

Underwater Love

Et af PIX’ mest gakkede øjeblikke: Japansk bunkepul af musical, synthpop, grotesk pornohumor, skildpadder og ved en enkelt visning sågar livemusik fra Berlin-multimusikerne i Stereo Total. Sikke noget.

1 af 2 Forsiden på den uundværlige programavis - kan findes over alt i hovedstaden. (Foto: CPHPIX)
2 af 2 En af de mest gakkede film under CPH PIX - japanske 'Underwater Love', der ikke lægger låg på humoren. (Foto: CPHPIX)
0 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Mest læste i flash!