Pragtpræstation af ung dansk skuespiller

Den unge danske skuespiller Mikkel Bo Følsgaard får masser af ros for sin rolle som Christian VII i Nicolaj Arcels nye film 'En kongelig affære'

Mikkel Bo Følsgaard ses her i rollen som den forstyrrede Christian VII, der elskede at besøge prostituerede. (Foto: Zentropa)
Mikkel Bo Følsgaard ses her i rollen som den forstyrrede Christian VII, der elskede at besøge prostituerede. (Foto: Zentropa)

BERLIN(Ekstra Bladet): Nicolaj Arcels film 'En kongelig affære' blev godt modtaget af de første par hundrede filmjournalister ved sin første visning sent onsdag aften under filmfestivalen i Berlin, og det var især den unge danske skuespiller Mikkel Bo Følsgaard, der fik masser af ros for sin debutrolle som Christian VII.

Den kendte svenske filmjournalist Jan Lumholdt fra Svenska Dagbladet, der blandt andet har skrevet en bog om Lars von Trier, mener oven i købet, at Mikkel Bo Følsgaard kan komme på tale i kampen om prisen for 'bedste mandlige skuespiller'.

- Den unge Mikkel Bo Følsgaard leverer en pragtpræstation som Christian VII. Han er fantastisk. Det er som at se en blanding af Lars von Trier og Eric Idle fra Monty Python. Og jeg tror faktisk, at han har en mulighed for at snuppe prisen som 'bedste skuespiller', siger den kendte svenske filmjournalist Jan Lumhodlt fra Svenska Dagbladet og tilføjer:

- Manuskriptet er også godt. Og det er en uhyre interessant historie. Filmen holder tempoet det meste af tiden. Slutningen er god, men tredje akt er lidt for langt. Men generelt er det en rigtig god film.

- Mads Mikkelsen leverer også en god præstation som Struensee. Jeg glæder mig altid til at se Mads Mikkelsen, siger Jan Lumholdt, der vil give filmen fem stjerner ud af seks.

Farligt trekantsdrama
'En kongelig affære' tager i 1770' erne udgangspunkt i det pikante og livsfarlige trekantsdrama mellem den stadigt mere sindssyge Christian VII, oplysningsmanden og idealisten Struensee, og den unge, men stærke dronning Caroline Mathilde. Det er en gribende fortælling om et passioneret, forbudt kærlighedsforhold, som forandrede en hel nation, men også et drama om modige idealister, der risikerede alt for at bane vejen for frihed til et helt folk.

En tysk helt
Og der er måske gode chancer for, at de tyske journalister her i Berlin vil se med milde øjne på filmen. Det er nemlig sjældent, at tyskerne i film lavet uden for deres eget land, bliver beskrevet positivt. Men her har de pludselig fået en ny tysk helt, nemlig den tyske livlæge Strueense, der som oplysningsmand forsøgte at indføre demokratiske principper og reformer i det enevældige kongedømme Danmark i starten af 1770' erne ca. 20 år før Den Franske Revolution.

Filmen bliver også vist idag kl. 15.30 i den store biograf Berlinale Palast med plads til et par tusinde tilskuere. Og senere på aftenen kl. 22.30 er der officiel gallavisning, hvor både Mads Mikkelsen, Nicolaj Arcel, Trine Dyrholm, Mikkel Bo Følsgaard og den smukke svenske Alicia Vikander skal på den røde løber.

1 af 5 Mikkel Bo Følsgaard er her i fægtekamp med Mads Mikkelsen under optagelserne til filmen.(Foto: Zentropa)
2 af 5 Mads Mikkelsen indleder i rollen som livlægen Struensee et passioneret og hedt forhold til den unge dronning Caroline Mathilde spillet af den unge svenske skuespillerinde Alicia Vikander.(Foto: Zentropa)
3 af 5 Filminstruktøren Nicolaj Arcel har lavet en fornem stor film med ekstremt flotte billeder og en uhyre interessant historisk fortælling.(Foto: Zentropa)
4 af 5 Filmplakaten til 'En KOngelig affære'.(Foto: Zentropa)
5 af 5 Mikkel Bo Følsgaard ses her i rollen som den forstyrrede Christian VII, der elskede at besøge prostituerede. (Foto: Zentropa)
0 kommentarer
Vis kommentarer