På Oscar-kurs med 'Jernladyen'

Meryl Streep leverer en pragtpræstation som Margaret Thatcher i den nye film ’The Iron Lady’ - og hun hverken elsker eller hader den tidligere britiske premierminister

Meryl Streep ses her i rollen som Margaret Thatcher sammen med Thatchers ægtemand Dennis spillet af Jim Broadbent.(Foto: Berlinale)
Meryl Streep ses her i rollen som Margaret Thatcher sammen med Thatchers ægtemand Dennis spillet af Jim Broadbent.(Foto: Berlinale)

BERLIN(Ekstra Bladet) : 'Hvis der skal siges noget, så spørg en mand. Men hvis der skal gøres noget, så er der brug for en kvinde'. Det er et af den tidligere britiske premierminister Margaret Thatchers berømte ordsprog, som verdensstjernen Meryl Streep kan nikke genkendende til.

Meryl Streep har nemlig også altid taget tingene i sin egen hånd og er som skuespiller lige så dygtig og magtfuld, som Margaret Thatcher var det i sine bedste år i 1980’ erne som premierminister.

Margaret Thatcher førte ifølge de højreorienterede i Storbritannien landet ud af en krisetid og ind i en periode med højkonjunktur.

Hun genetablerede den britiske selvbevidsthed med sejren i Falklands-krigen og gav moralsk rygrad tilbage til briterne. Men var samtidigt hadet som pesten af de venstreorienterede og arbejderklassen.

LÆS OGSÅ:

Se også: Meryl Streep overfaldet af tre unge mænd

I den nye film 'The Iron Lady', der har premiere i de danske biografer den 23. februar, leverer Meryl Streep en pragtpræstation som Margaret Thatcher i en periode på 40 år, mens den helt unge Thatcher spilles af den britiske skuespiller Alexandra Roach.

Meryl Streep har allerede scoret en Golden Globe-pris og en britisk Bafta-Award-pris for rollen. Og igår aftes fik hun her i Berlin en æres Guldbjørn for de mange flotte præstationer på film i hendes karrierre. Meget tyder på, at Meryl Streep også er på vej mod en Oscar for hendes rolle i 'Jernladyen', og hun vinder derfor måske om ganske kort tid sin tredje Oscar i sin glorværdige karriere.

Grimt tøj og dårlig hårstil
- Jeg lærte en masse ting om Thatcher, der overraskede mig. Jeg havde nemlig som en venstreorienteret amerikansk skuespiller en masse fordomme om Thatcher, siger Meryl og tilføjer:

- Jeg vidste, at hun var Ronald Reagans bedste ven, og at hun gik i grimt tøj og havde meget dårlig hårstil. Det er desværre sådan, som kvinder bedømmer hinanden.

- Men jeg fandt ud af i min research til rollen, at hun også allerede som ganske ung var imod krig og meget bevidst omkring den globale opvarmning.

- Var Margaret Thatcher også en feminist?

- Jeg tror, at man både skulle slæbe, sparke og true Margaret Thatcher hen til feminismens alter. Men hun var faktisk en feminist. selv om hun ikke ville bryde sig om den betegnelse. Men hun åbnede i den grad dørene op for kvinder ved sit eget eksempel. Hun blev den første kvindelige premierminister i Storbritannien. Det taler for sig selv.

Thatcher er senildement
- Margaret Thatcher er 87 år i dag og lider af senildemens, som I også beskriver i filmen. Har du haft nogle overvejelser med henblik på at tage rollen, fordi hun stadig lever?

- Ja, selvfølgelig. Hendes venner og familie var også meget bekymrede over, hvordan vi ville lave filmen. Men den måde vi beskriver Thatcher er meget mild i forhold til de mordtrusler, og den ondskab og det had, som hun også blev mødt med i store dele af sit liv.

- Jeg hverken elsker eller hader Margaret Thatcher. Jeg forsøger bare at forstå hende, siger Meryl Streep.

1 af 4 Her ses Meryl Streep som Margaret Thatcher. Som ung mente Meryl Streep, at Thatcher havde kikset tøj og dårlig hårstil.(foto: AP)
2 af 4 Meryl Streep modtog igår i Berlin en æres guldbjørn for de fantastiske filmpræstationer, hun har leveret gennem sit liv.(Foto: AP)
3 af 4 Meryl Streep poserer for pressen i Berlin sammen med Jim Broadbent.(Foto: AP)
4 af 4 Meryl Streep ses her i rollen som Margaret Thatcher sammen med Thatchers ægtemand Dennis spillet af Jim Broadbent.(Foto: Berlinale)
0 kommentarer
Vis kommentarer