Endnu en filmpris til Bier

Den danske Oscar-vinder modtager prestigefyldt tysk film-fredspris for sin film 'Hævnen'.

Susanne Bier og hendes 'Hævnen' skovler priser ind. (Foto: AP)
Susanne Bier og hendes 'Hævnen' skovler priser ind. (Foto: AP)

Oscar-instruktøren Susanne Bier kan sætte endnu en pris på sin trofæhylde, når hun torsdag aften modtager den tyske film-fredspris Bernhard Wicki Prisen for sin film Hævnen.

Prisen, der bliver overrakt ved den internationale filmfestival The Bridge i München gives til filminstruktører, hvis film har et stærkt budskab om fred og forsoning.

Bernhard Wicki Prisen er opkaldt efter den tyske filminstruktør af samme navn, hvis film The Bridge regnes for en milepæl inden for antikrigsfilm.

Cirklen sluttes
Susanne Bier er meget glad, men også overrasket over at modtage den tyske filmpris.

- Personligt er det fantastisk. Min familie er jo jødisk og kommer oprindeligt fra Tyskland, men måtte flygte på grund af Hitler. Så det er som en cirkel, der sluttes.

- Det føles meget smukt og rigtigt at komme ned og modtage en fredspris i Tyskland som dansk-jødisk instruktør, siger hun.

Selv havde Susanne Bier ikke lige set denne pris komme.

- Jeg har ikke tænkt på mig selv som modtager af den form for tysk ære, fordi jeg jo er vokset op med en slags ambivalens over for Tyskland. Ikke uvilje, men en holden afstand.

Glædeligt at blive belønnet
- Men når man så har lavet en film med et budskab om, at det er bedre at forsone sig og tilgive, så er det en enorm glæde at blive belønnet med den form for anerkendelse, siger hun.

Hævnen handler om to 12-årige drenge og deres forældre, som på forskellig vis og med forskellige konsekvenser stilles over for valget mellem hævn og tilgivelse.

- Filmen tager hævnen alvorlig, som en lyst man kan forstå og forholde sig til. Men der er ingen tvivl om, at filmen også viser, at forsoning og tilgivelse er det eneste, der er fremtid i. At der ligger et meget tydeligt fredsbudskab i filmen, siger Susanne Bier.

Tidligere modtagere af film-fredsprisen er blandt andre Florian Henckel von Donnersmarck for filmen De andres liv og Marc Rothemund for Sophie Scholl - The Final Days.

Med prisen følger 73.000 kroner.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i flash!
Hent flere