Armadillolæk var planlagt

Det var et bevidst valg at lække en scene fra filmen Armadillo, hvor danske soldater skyder talibanere i en grøft, fortæller filmens instruktør til Information

Det var med vilje, at man lækkede en scene fra filmen 'Armadillo', hvor danske soldater nedkæmper talibanere i en grøft og bagefter omtaler det som en 'likvidering'.

Det fortæller filmens instruktør, Janus Metz, i lørdagens udgave af dagbladet Information.

- Vi har set, hvordan Christoffer Guldbrandsens 'Den Hemmelige Krig' blev afsporet af stærke interesser uden for filmholdet. Debatten kom aldrig til at handle om filmens indhold, men om alt muligt andet, siger Janus Metz til avisen.

Han forklarer, at han valgte at omtale scenen i filmen offentligt lang tid inden, forsvaret havde sikkerhedsgodkendt den.

Oberst Lars Møller, der lavede en sikkerhedsscreening af filmen, fortæller til Information, at han i den første udgave af filmen, som han fik i starten af foråret, ikke så scenen.

Det kom først med, da forsvaret så den endelige film dagen inden premieren på filmfestivalen i Cannes, selvom Carsten Jensen nogen tid i forvejen fortalte i et essay, at han havde set scenen.

Forsvaret oplyser dog til Information, at man ikke mener, den sene visning af scenen har gjort forskel.

0 kommentarer
Vis kommentarer