Orlando Bloom forlader piratskuden

Hollywood-stjernen Orlando Bloom afslører, at han ikke fortsætter i rollen som Will Turner i den fjerde film i sørøversagaen 'Pirates of the Carribean'

Orlando Bloom til højre stopper som filmpirat, mens Johnny Depp til venstre fortsætter. (Foto: AP)
Orlando Bloom til højre stopper som filmpirat, mens Johnny Depp til venstre fortsætter. (Foto: AP)

Tre piratfilm var nok for skuespilleren Orlando Bloom.

Den britiske charmør, der netop har kunne fejre sin 33 års fødselsdag, har sagt nej tak til at fortsætte i rollen som Will Turner i 'Pirates of the Carribean: On Stranger Tides', der får premiere næste år.

- Jeg tror, at Will svømmer rundt med fiskene på bunden af havet. Jeg havde det fantastisk med at lave de film. Jeg ville bare virkelig gerne lave noget andet, siger Orlando Bloom til hjemmesiden Hollywood.com.

Jack Sparrow fortsætter
Bloom går dermed glip af en tur til Hawaii, hvor den fjerde del af piratsagaen filmes til sommer. Her vil en anden hjerteknuser i form af Johnny Depp endnu engang spille den aparte piratkaptajn Jack Sparrow.

Instruktøren Rob Marshall, der blandede musical og film i 'Chicago' og den biografaktuelle 'Nine', skal for første gang instruere sørøverføljetonen. Og selvom Orlando Bloom har høje tanker om både kollegaen Johnny Depp og den nye instruktør, kunne det ikke få ham til at blive ombord på skuden.

- Jeg synes, Rob Marshall er en fantastisk instruktør. Jeg tror, at de to vil udgøre et meget interessant par, for Johnny Depp er i forvejen musicalagtig, og jeg er sikker på, at der vil komme noget meget smukt ud af det, siger Orlando Bloom.

Amputeret sørøvertogt
Keira Knightley, der spillede hans store kærlighed i de første tre 'Pirates of the Carribean'-film, guvernørdatteren Elizabeth Swann, meldte allerede i 2008 ud, at heller ikke hun fortsatte sørøvertogtet.

Orlando Bloom skulle have været på rollelisten i den danske filminstruktør Lone Scherfigs 'An Education', der lørdag aften vandt publikumsprisen på Sundance-filmfestivalen i Californien. Hans rolle tilfaldt i stedet landsmanden Dominic Cooper.

0 kommentarer
Vis kommentarer