Filmfestival frygter Irans repressalier

Københavns dokumentar-filmfestival trækker iransk instruktør ud af seminar og ændrer programmet for at undgå, at filmfolkene får problemer i deres hjemland

Tine Fischer er direktør for CPH: Dox. (Polfoto)
Tine Fischer er direktør for CPH: Dox. (Polfoto)

CPH: Dox, Københavns internationale festival for dokumentarfilm, har valgt at ændre sit program af hensyn til iranske filmfolks sikkerhed.

Berlingske.dk skriver, at festivalens ledelse har trukket instruktøren Mona Rafatzadeh ud af et offentligt seminar, som hun skulle have deltaget i sammen med andre iranske repræsentanter for dokumentar-genren.

I modsætning til de andre iranere i panelet, som lever i vesten, bor Mona Rafatzadeh nemlig stadigvæk i Iran.

- Vi skal selvfølgelig passe på de instruktører, der deltager i festivalen. Mona Rafatzadeh er kommet til Danmark for at tale om sin kunst og sine film, ikke om den politiske udvikling i Iran, siger Tine Fischer, direktør for CPH: Dox.

I forvejen har festivalen været nødt til at justere programmet, fordi tre af de inviterede iranske instruktører er blevet forhindret i at komme, fordi myndighederne i Iran har inddraget deres pas eller på anden måde lagt hindringer i vejen for dem.

Under overskriften 'Iran vs. Iran' sætter festivalen fokus på Iran med en række nye dokumentarfilm fra det spændingsfyldte land.

0 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Mest læste i flash!
Hent flere