Henning Carlsens mexicanske film er reddet

Med et halvt års forsinkelse satser instruktøren Henning Carlsen på at optage film efter roman af García Márquez. Protester i Mexico havde nær stoppet projektet

Henning Carlsen kan nu ånde lettet op. Hans film 'Erindring om mine bedrøvelige ludere' bliver alligevel til noget.(Foto: Ole Steen)
Henning Carlsen kan nu ånde lettet op. Hans film 'Erindring om mine bedrøvelige ludere' bliver alligevel til noget.(Foto: Ole Steen)

Det ser ud til, at filminstruktøren Henning Carlsens mexicanske mareridt alligevel får en lykkelig afslutning.

Politiske og økonomiske forviklinger truede længe med at stoppe hans næste projekt, bygget over nobelprismodtageren Gabriel García Márquez' roman "Erindring om mine bedrøvelige ludere".

Men fredag bekræftede filmens danske producer, Nina Crone, hvad Henning Carlsen skriver i sin blog fra Mexico By: At projektet nu kan ventes igangsat i maj.

Beskyldt for at opfordre til pædofili
En mexicansk anti-prostitutionsgruppe skabte røre om projektet, da den forlangte filmen stoppet med den begrundelse, at filmens handling opfordrer til prostitution og pædofili.

- Heldigvis har debatten i Mexico vendt stemningen, således at der ikke længere er noget til hinder for, at filmen skal laves. Polemikken fik ganske vist delstaten Puebla til at trække sit tilsagn om økonomisk støtte tilbage, men jeg føler mig overbevist om, at vi finder de penge et andet sted, siger Nina Crone til Ritzau.

Støtte fra kulturpersonligheder
Af instruktørens blog fremgår også, at to store skuespillere, Geraldine Chaplin og Angela Molina, har givet tilsagn om at medvirke i filmen.

- Som led i debatten kom der mange sympati-kendegivelser fra kulturpersonligheder i og uden for Mexico. Så det er lige før, at alle problemerne til sidst er blevet en fordel for filmen, tilføjer Nina Crone.

"Erindring om mine bedrøvelige ludere" er en dansk-mexicansk-spansk co-produktion med et projekt på godt 31 mio. kr.

Filmen bliver den 82-årige Henning Carlsens 15. spillefilm. Han vandt i sin tid international berømmelse med filmatiseringen af Knut Hamsuns "Sult" og har endvidere instrueret film som "Mennesker mødes, og sød musik opstår" og "Man sku' være noget ved musikken".

1 af 2 Filminstruktøren Henning Carlsen slog igennem med sin film 'Sult' i 1966. (Foto: Polfoto)
2 af 2 Henning Carlsen kan nu ånde lettet op. Hans film 'Erindring om mine bedrøvelige ludere' bliver alligevel til noget.(Foto: Ole Steen)
0 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Mest læste i flash!
Hent flere