Bille Augusts datter får hovedrolle

Alba August, der er datter af den danske filminstruktør Bille August, får sin første hovedrolle i ny film

Alba August springer ud som skuespiller. (Foto: AP)
Alba August springer ud som skuespiller. (Foto: AP)

Når man som Alba August er datter af en dansk filminstruktør og en svensk skuespillerinde, ligger det næsten i kortene, at man på et tidspunkt skal prøve filmverdenen af.

Og det er præcis, hvad hun gør. Alba August, der er datter af instruktøren Bille August og skuespillerinden Pernilla August, der spillede Shmi Skywalker i 'Star Wars', har nemlig ifølge Svenska Dagbladet fået en af hovedrollerne i den nye film 'IRL'.

Grænseoverskridende eventyr
Sammen med den 16-årige Valter Skarsgård og 18-årige Happy Jankell skal hun spille med i filmen, der ifølge en pressemeddelelsen er et grænseoverskridende eventyr om ondskab blandt teenagere i en verden af sociale medier.

Men Alba August er ikke den eneste i filmen, der er født ind i filmverdenen.

Valter Skarsgård er søn af den svenske skuespiller Stellan Skarsgård, der blandt andet har været med i Lars Von Triers 'Melancholia' og foruden Valter har fire børn, der alle er skuespillere.

Heller ikke for Happy Jankell er det en ny verden, da hun er datter af den svenske skuespiller Thorsten Flinck. For hende er det ikke helt så nyt at skulle stå foran kameraet, da hun tidligere har haft en del roller i små svenske filmproduktioner.

Svensk instruktør
Filmen 'IRL' bliver instrueret af den svenske instruktør Erik Leijonborg, og den bygger på bogen 'Nothing was all she said' af den belgiske forfatter Nic Balthazar.

Pernilla August, der er mor til Alba August, instruerede i 2011 den svenske film 'Svinalängorna (på engelsk kaldet 'Beyond', red.),' der vandt Nordisk Råds Filmpris 2011. Filmen var hendes instruktørdebut, og hun var medforfatter til manuskriptet.

Hun har tidligere arbejdet sammen med instruktørerne Ingmar Bergman, Bille August og Per Fly og er for længst etableret sig som en af de største skandinaviske skuespillerinder i vor tid.

Bille August og Pernilla August blev skilt i 1997.

0 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Mest læste i flash!
Hent flere