Alle vil være gode

Ingen mennesker stræber efter at være onde, mener Annette K. Olesen og Trine Dyrholm, der har lavet en barsk film om prostitution, krig og menneskeskæbner

Trine Dyrholm (tv.) og Annette K. Olesen har ingen løftede pegefingre over for de tre menneskeskæbner i ’Lille Soldat’. – Nogle gange ved vi bare ikke, hvordan vi skal gribe tingene an for at gøre det gode, lyder det. Skuespiller Trine Dyrholm er gravid med sit første barn. (Foto: Chris Christophersen)
Trine Dyrholm (tv.) og Annette K. Olesen har ingen løftede pegefingre over for de tre menneskeskæbner i ’Lille Soldat’. – Nogle gange ved vi bare ikke, hvordan vi skal gribe tingene an for at gøre det gode, lyder det. Skuespiller Trine Dyrholm er gravid med sit første barn. (Foto: Chris Christophersen)

Hverken filminstruktør Annette K. Olsen eller skuespilleren Trine Dyrholm har i princippet noget imod glade og positive film. Men en film om lutter lykkelige mennesker ville hurtigt få publikum til at falde i søvn af kedsomhed. Derfor vælger de to kunstnere at portrættere mennesker i ubalance, når de arbejder. Det er ’Lille Soldat’, der har premiere i dag, et godt eksempel på.

Her spiller Trine Dyrholm den traumatiserede soldat Lotte, der vender hjem fra Irak og får et job af sin far, hvor hun skal køre som chauffør for den nigerianske luder Lily.

– Er målet med filmen at få os til i højere grad at debattere trafficking og Danmarks engagement i Afghanistan og Irak?

TD: – Nej, vi er ikke ude på at komme med en politisk pegefinger. Men hovedpersonerne i filmen, Lotte, hendes far og den prostituerede Lily, er tre menneskeskæbner, som via det, de gør og lever af, er blevet en del af de her store emner. Så det er mere en nuanceret og menneskelig debat, vi måske efterlyser. I stedet for den debat, vi har for tiden, hvor vi står og slår hinanden i hovedet med hver vores meninger.

– Faderen i filmen er alfons for adskillige afrikanske prostituerede og egentlig et dumt svin, men sådan fremstiller I ham alligevel ikke. Hvorfor?

AKO: – Fordi jeg ikke mener, at du kan stille tingene sådan op, sige som præsident Bush: ’Enten er du med os, eller også er du imod os’. Verden kan ikke deles op i kasser. Der findes ikke noget, som er enten entydigt godt eller ondt. Ligesom når vores egen statsminister siger, at ’der ikke er noget at komme efter’. Så er diskussionen lukket, der er hverken samtale eller dialog. Og i sidste ende heller ikke demokrati.

– Så må I være meget glade, nu da Obama har vundet valget i USA. Er vi på vej ind i en ny æra?

TD: – Det er en gave til verden, at vi nu får Obama som præsident.

AKO: – Han har jo sagt, at han vil dialogen. Alene det, at han overvejer republikaneren Colin Powell som minister, viser, at han vil væk fra ’med os eller imod os’-attituden. Obama forstår, at det ikke betaler sig, når vi tror, vi har patent på sandheden. For så ender vi bare med at banke panden mod en mur.

– Men en gang imellem skal vi vel sige ’nu er det nok!’. Hvis jeg skal forstå den far, der tjener fedt på at udnytte fattige kvinder som ludere, så skal jeg jo forstå alle mennesker – eller?

TD: – Du behøver ikke forsvare, hvad han gør, men derfor kan du godt forstå, at han også bare er en far, der savner sin datter. Det kan man identificere sig med. Min egen rolle som soldaten Lotte bliver også udfordret, fordi hun vil redde en kvinde, der ikke vil reddes. Men det gør jo ikke Lotte til et dårligt menneske, at hun begår fejl.

AKO: – I virkeligheden vil de tre karakterer i filmen alle gerne være gode mennesker. Det vil vi jo alle sammen. Der er ingen, der har en ambition om at blive lagt i graven som et virkelig ondt og usympatisk menneske. Nogle gange ved vi bare ikke, hvordan vi skal gribe tingene an for at gøre det gode.

– I har jo langet ud efter de feminister, som fremstiller alle ludere som ofre, og som vil have prostitution forbudt. De ser vel sig selv som ’de gode’?

TD: – Igen handler det om at se tingene lidt mere nuanceret. Hvis jeg vil redde dig, bliver jeg først nødt til at finde ud af, hvem du egentlig er, og hvad du har brug for. Det nytter ikke noget, at jeg presser mine løsninger ned over hovedet på dig.

AKO: – Problemet er, at det er pissebesværligt, når vi skal engagere os i hinanden. Det kræver, at vi lytter, og det tager tid. Specielt tid er vi jo mange, der har for lidt af, fordi der lige er nogle unger, som skal køres til fodbold, nogle madpakker, der skal smøres, og i weekenden skal sommerhuset passes. Vi har så travlt, at vi ikke længere spørger hinanden ’hvad kan jeg gøre for dig, hvad har du brug for’.

– Så når de to kvindelige hovedpersoner i afmagt siger ’du er alene’ til hinanden, så gælder det i virkeligheden os alle?

AKO: – Vi er jo alene, når vi engang siger ciao-ciao. Men det er ikke ensbetydende med, at vi ikke kan bede om hjælp eller tilbyde hjælp undervejs i tilværelsen.

TD: – I ensomheden kan vi jo også finde et fællesskab, fordi vi genkender den længsel, vi alle har i os.

AKO: – Uanset om vi taler om Obama og storpolitik eller om os almindelige mennesker i hverdagen, er sandheden, at vi ikke kan gøre noget som helst, uden at det har konsekvenser for andre mennesker. Vi er sådan en lille klode efterhånden, at vi ikke bare kan isolere os og sige, at de andre er dumme. Det dur bare ikke, for vi er en del af helheden – om vi vil det eller ej.

– Men nu er du, Annette, mor til tre og du, Trine, gravid med dit første barn. Er I positive eller negative, når I forestiller jer den fremtid, jeres børn skal være en del af?

TD: – Med Obama har vi i hvert fald fået et håb om en bedre fremtid. Men det er jo ikke hans ansvar alene, det er et ansvar, vi alle må tage på os. Det bliver svært at rette op på en masse ting, der er sket de seneste år, men hvis vi vælger dialogen, er der en chance for, at tingene lykkes.

AKO: – Min farmor, som ellers var frisk og nysgerrig på livet, sagde for 25 år siden til mig, at der var kommet så meget vold i samfundet, og alt var blevet så farligt. Den følelse havde jeg slet ikke dengang, men nu kommer den langsomt snigende. Så mon ikke det er relativt – jo ældre vi bliver, desto mere bekymrede bliver vi nok også.

0 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Mest læste i flash!
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere