Ulrich Thomsen hyldet i Argentina

Ulrich Thomsen vandt prisen som bedste skuespiller ved filmfestivalen i Mar Del Plata for sin rolle i 'Den du frygter'. Den danske film vandt også prisen for bedste manuskript

Ulrich Thomsen ses her i rollen som Michael, der går med i et medicinsk forsøg med lykkepiller, som styres af hans svoger, lægen (Lars Brygmann). (Foto: Per Arnesen)
Ulrich Thomsen ses her i rollen som Michael, der går med i et medicinsk forsøg med lykkepiller, som styres af hans svoger, lægen (Lars Brygmann). (Foto: Per Arnesen)

ARGENTINA (Ekstra Bladet): Ulrich Thomsen fylder sig med lykkepiller og går nærmest bananas i en Hitchcock-agtig psykologisk nedtur i Kristian Levrings film 'Den du frygter', og det er folk i Argentina fuldstændigt vilde med.

Ulrich Thomsen vandt nemlig for kun ganske få timer siden prisen som 'bedste mandlige skuespiller' ved den anerkendte internationale filmfestival i Mar Del Plata i Argentina. En såkaldt A-festival, der rangerer på lige fod med festivalerne i Cannes og i Berlin.

Kristian Levrings film scorede også prisen for 'bedste manuskript' med den ekstremt spændende historie om den borgerlige kedsommelige Michaels (Ulrich Thomsen) bizarre forvandling, som han har skrevet sammen med Anders Thomas Jensen.

Da 'Den du frygter' blev vist her i Mar Del Plata for fem dage siden, klappede folk begejstret over den dunkle danske uhyggelige film, der fik flere af de gamle damer til at lette et par gange i stolen, og adskillige journalister kaldte Ulrich Thomsens præstation for genial.

Her i Argentina husker alle tydeligt Ulrich Thomsen for hans præstation i Thomas Vinterbergs film 'Festen', der blev Ulrich Thomsens absolutte filmgennembrud, og når hans navn nævnes er det med stor ærbødighed.

I Danmark må man dog vente en lille måneds tid, før man kan glæde sig over Ulrich Thomsens præstation i biograferne.

Filmen har nemlig først premiere den 19. december.

0 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Mest læste i flash!