Zlatko i Hollywood

'Pusher'-stjernen Zlatko Buric er ved at indspille katastrofefilmen '2012', der forventes at blive sommerens helt store blockbuster. John Cusack er også på rollelisten

Zlatko Burics indsats som Milo i 'Pusher' gjorde så stort indtryk på Roland Emmerich, at han hyrede ham til sin nye storfilm. (Foto: Jens Juncker-Jensen)
Zlatko Burics indsats som Milo i 'Pusher' gjorde så stort indtryk på Roland Emmerich, at han hyrede ham til sin nye storfilm. (Foto: Jens Juncker-Jensen)

Der er langt fra 'Pusher'-miljøet på Vesterbro til Vancouver i Canada, hvor den danske skuespiller Zlatko Buric siden slutningen af august har opholdt sig for at indspille actionbraget '2012'.

Filmen produceres af Hollywood-magnaten Roland Emmerich og har et svimlende budget på 1,1 milliard kroner:

– Det er en katastrofefilm, der handler om Jordens undergang. Jeg spiller den korrupte, russiske rigmand Yuri. En rigtig 'bad guy', der bruger sine penge på at købe sig adgang til en slags Noahs ark, fortæller Zlatko Buric, der fik tilbudt rollen på grund af sin præstation som narkohandleren Milo i 'Pusher':

– Det gik stærkt. Jeg fik besked på, at jeg havde fået rollen, en uge før optagelserne startede, og skulle oven i købet nå at lære lidt russisk.

– Man kan ikke rigtig sammenligne Milo og Yuri. Handlingen i '2012' er vel nærmest at sammenligne dramaturgisk med en tegnefilm. Det er et action-brag, hvor man ikke graver særlig dybt i karakterernes psykologi – det gjorde Nicolas Winding Refn i 'Pusher'-trilogien, konstaterer den 55-årige skuespiller, der er født i Slovenien og opvokset i Kroatien.

Jeg er stolt
Zlatko Buric blev duperet, da han første gang mødte op til indspilningerne:

– Jeg fik faktisk et kæmpe chok. Det er en gigantisk produktion, og der er f.eks. 700 statister i gang på samme tid. Forberedelserne til en scene går i gang to-tre dage før, den skal indspilles. Det er et enormt maskineri, og det lægger naturligvis et stort pres på en som mig. Når scenen skal skydes, er jeg pludselig på og i centrum for alles opmærksomhed.

– Jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvor meget det koster, hvis jeg kvajer mig, og scenen skal tages om. Man skal levere en toppræstation hver eneste gang. På trods af det er jeg enormt glad for at være med – det giver mig en faglig stolthed, at jeg kan levere varen i så stor en film, forklarer Buric, der tidligst er færdig med optagelserne til december:

– Selvfølgelig savner jeg familien. Men jeg er vant til at være væk, når der skal indspilles en film. På den måde adskiller arbejdet her sig ikke fra det, jeg har prøvet tidligere.

Svinger med Cusack
Ud over Zlatko Buric er store Hollywood-stjerner som John Cusack, Danny Glover og Woody Harrelson på rollelisten i '2012':

– Det er nogle kanondygtige skuespillere. Specielt er jeg imponeret af John Cusack, der spiller hovedrollen. Han er en sympatisk person - en kanonfyr, som jeg svinger godt sammen med. Vi har nogle fælles referencerammer - blandt andet, når det gælder musik.

– Det har været en stor fornøjelse at arbejde sammen med ham. Vi havde en stor scene sammen forleden dag, hvor vi begge improviserede en hel del. Det gik heldigvis godt, forklarer den danske filmstjerne, der ikke har megen fritid under opholdet i Canada:

– Jeg arbejder det meste af tiden. Ellers befinder jeg mig på hotellet, hvor jeg bruger tiden på at få læst noget litteratur.

1 af 2 John Cusack er en af de superstjerner, som Zlatko Buric hygger sig med under indspilningerne. (Foto: AP)
2 af 2 Zlatko Burics indsats som Milo i 'Pusher' gjorde så stort indtryk på Roland Emmerich, at han hyrede ham til sin nye storfilm. (Foto: Jens Juncker-Jensen)
0 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Mest læste i flash!