Virkeligheden på vrangen

Dokumentarfestivalen Cph:Dox byder på 10 døgn med overvældende oplevelser. Læs her, hvordan du får 10 oplevelser ud over det sædvanlige

Den israelske krigsfilm 'Waltz with Bashir' er et af de uomgængelige højdepunkter på de næste ti dages dokumentar- festival.  (Foto: Cph:Dox)
Den israelske krigsfilm 'Waltz with Bashir' er et af de uomgængelige højdepunkter på de næste ti dages dokumentar- festival. (Foto: Cph:Dox)

Brændende biler. Duel med iPod. Freejazz og reggae. Julemænd fra Mars. Italiensk modebaron. Virtuos fodboldhelt. Pornografisk dagbog. Ja, Cph:Dox tager i dag hul på et program, som når rundt i alle afkroge inden for moderne dokumentarfilm.

Det er sjette år i træk, at den ambitiøse festival viser, at dokumentargenren ikke står tilbage for selv de vildeste fiktionsfilm. Her er rig lejlighed til at grine, græde og gyse.

I de næste ti døgn – både dag og nat – bliver virkeligheden vendt på vrangen her, der og alle vegne i København.

Ikke blot i bifferne, men også på Statens Museum, Gasværket og andre eksotiske lokaliteter.

Den uomgængelige festivalavis er naturligvis spækket med spændende danske dokumentarfilm fra det frodige hjemlige filmmiljø, og samtidig er der mulighed for at komme i filmisk nærkontakt med ikoner som Dan Turèll, Diego Maradona, Patti Smith, Bob Marley og Natasja.

Ekstra Bladet har derfor udvalgt 10 skæve højdepunkter, som man risikerer at overse, men ikke må misse. Gå ud og få et dox-fix!

Guide til 10 skæve fix:

Standard Operating Procedure: Abu Ghraib-fotografierne er et omdiskuteret centrum i det nye opus fra en af USA’s ypperste dokumentarister, Erroll Morris. Dybt tankevækkende.

Tarnation: En af nyere tids mest originale dokumentarfilm rammer omsider landet. Instruktøren tropper endda selv op og deler ud af sine hemmeligheder.

Waltz with Bashir: En animeret dokumentar! Krigens traumer endevendes i dette israelske drama, der væltede alt og alle palmer omkuld på årets Cannes Festival.

Hunger: En anden af årets mest omtalte undergrundsfilm. Et uafrysteligt studium i IRA-fangen Bobby Sands, som i 80’erne gjorde oprør mod systemet.

Jesus Christ Saviour: Findes der mere excentriske skuespillere end afdøde Klaus Kinski? Og ikke nok med at han her leger Jesus – instruktøren er lige så kompromisløs.

Kenneth Anger Live: Og nu vi er ved enspændere: En af kunstfilmens allerstørste pionerer, okkultisten Kenneth Anger, vil gøre København usikker. Uomgængeligt.

Squatterpunk: Den filippinske filmscene syder netop nu, og her er en af miljøets store anarkister og ditto instruktører. Punkeren spiller selv live til filmen!

A Complete History of My Sexual Failures: Dokumentarfilm kan også være hylemorsomme. Bare tjek bekendelserne fra et britisk sexvrag, der søreme tager sin nye kæreste med på festivalen!

Mig og Jesper: Billedkunstneren Ulrik Crone har skabt et rørende, men usentimentalt portræt af vennen og punk-ideologen Jesper Reisinger, der døde i 2003 efter mange års misbrug.

Flicker: Vi slutter ganske passende med et totalt sansebombardement: Kunstneren Bryon Gysin kunne revolutionere publikums bevidsthed. Se selv hvordan.

0 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Mest læste i flash!
Hent flere