Dansk Kung Fu med Girl Power

En tyrkisk pige sparker sig fri af sine begrænsninger i ny, storladen Kung Fu-film fra instruktør Natasha Arthy

Semra Turan brænder igennem både som kampsportstjerne og skuespiller i 'Fighter'. (Foto: Nimbus Film)
Semra Turan brænder igennem både som kampsportstjerne og skuespiller i 'Fighter'. (Foto: Nimbus Film)

Kung Fu gør sit indtog på det danske lærred med stil i Natasha Arthys nye film 'Fighter'.

Den har debutanten Semra Turan i hovedrollen som den oprørske, tyrkiske Aicha, som går til Kung Fu i smug, selv om hun ikke må for sin familie.

- Jeg har altid været vild med kampsport og kampsports-film. Og så har jeg nok en svaghed for at se sådan en stærk pige, sej pige som hovedperson, siger instruktøren Natasha Arthy til ekstrabladet.dk.

Ekstrabladet.dk mødtes med instruktøren og den nærmest overnaturligt yndige hovedrolleindehaver, 22-årige Semra Turan, til en snak om filmen.

Kung Fu-ekspert
For at få Kung Fu-scenerne til at se professionelle ud, har Arthy har fået en af genrens store navne, den kinesiske kampsportsekspert Xian Gao, til at træne de unge og koreografere kamp-scenerne.

Gao har blandt andet lave kampscenerne i 'wire-fu'-hittet 'Tiger på spring, drage i skjul' - og i 'Fighter' er der også både flyvende ninjaer og en dramatisk - men realistisk - slåskamp i et restaurantkøkken.

- For mig var det en stor oplevelse at træne med Xian Gao. Han pressede mig virkelig, og han var vildt dygtig, siger Semra Turan, der selv har indspillet de fleste kampsportscener i filmen.

Strenge forældre
I 'Fighter' får Aicha problemer, fordi hun trodser sin fars forbud om at gå til Kung Fu på et blandet hold.

Hun forelsker sig også i den danske fyr Emil, som går på holdet. Problematisk, dels fordi han er dansker, dels fordi Aicha slet ikke må have en kæreste for sine forældre.

Natasha Arthy har gjort meget ud af, at filmens afbildning af indvandrermiljøet og Aichas dilemmeaer skulle være så realistisk som muligt.

- Dels lavede jeg selvfølgelig research, hvor jeg var ude at snakke med nogle unge. Men jeg havde også meget dialog med skuespillerne om de enkelte scener: Er det her realistisk? Ville det her kunne ske? Selv om Semra ikke er ligesom Aicha, så har hun jo en større indsigt i det end mig, siger Natasha Arthy.

Dumme spørgsmål
Semra selv har dyrket karate, siden hun var ni år, og træner nu på højt niveau.

Faktisk måtte hun sige nej til en VM-kvalificering, fordi hun skulle være med i Fighter.

- For mit vedkommende har der ikke været nogen restriktioner med hensyn til at træne, heller ikke sammen med drenge. Men jeg kan da ikke udelukke, at det er sådan for nogen, det er meget forskelligt fra familie til familie. Aicha må nok kæmpe lidt hårdere for det hun drømmer om, siger Semra Turan, der har kurdisk/tyrkisk baggrund.

Om hun selv har haft en kæreste eller om det, ligesom for Aicha, er lukket land, vil hun ikke svare på - selv om hun er vant til at få alle mulige slags spørgsmål fra nysgerrige danskere.

- Jeg har mødt alle de samme spørgsmål, som Aicha får stillet i filmen. Hvis folk de spørger om noget, så svarer jeg gerne, men jeg kan ikke svare på alles vegne. Folk er forskellige, hver familie er forskellig, siger Semra Turan.

Afgrund af uvidenhed
Ligesom Semra Turan er en stor del af de medvirkende i filmen ikke uddannede skuespillere, og en stor del af dem har deres etniske rødder et andet sted end i Danmark.

Arbejdet med filmen har for alvor gjort Natasha Arthy opmærksom på, hvor stor afstand der egentlig er imellem 'danskere' og 'indvandrere'.

- Der er nærmest en afgrund af uvidenhed og vi har ikke særlig meget med hinanden at gøre. Før jeg lavede filmen, havde jeg heller ingen nære venner med 'anden etnisk baggrund end dansk' - det har jeg så fået nu, siger Natasha Arthy.

Hendes eget ansvar
Arthy understreger, at selv om hovedpersonen er indvandrer og historien foregår i det miljø, så er historien i Fighter er universel.

Selv om Aichas forældre måske er strengere og sætter nogle andre rammer end en typisk dansk familie, så er det stadig Aicha selv, der skal finde ud af, hvad hun vil - ligesom alle andre unge.

- Du kan altid skyde skylden på nogle andre for de ting, du gør eller ikke gør: Din far, din mor, din bror, og så videre. Men i sidste ende er det er jo dig, der tager valget. Når din far siger, at du ikke må gå til Kung Fu, og du så gør det alligevel, så er det dig selv, der vælger at tage det opgør - og du må selv tage konsekvenserne, siger Natasha Arthy.

1 af 3 (Foto: Jens-Juncker Jensen/Nimbus Film)
2 af 3 
3 af 3 Semra Turan brænder igennem både som kampsportstjerne og skuespiller i 'Fighter'. (Foto: Nimbus Film)
0 kommentarer
Vis kommentarer