Tæt på de hårde drenge fra 'Nordvest'

Filminstruktøren Michael Noers nye film 'Nordvest' skal være åbningsfilm til filmfestivalen i København CPH PIX

Den 18-årige Casper(Gustav Dyekjær Giese) fra Nordvest-kvarteret i København bliver viklet ind i benhård kriminalitet i Michael Noers nye film 'Nordvest'. I baggrunden ses hans lillebror spillet af  Oscar Dyekjær Giese. (Foto: Magnus Nordenhof Jønck, DFF)
Den 18-årige Casper(Gustav Dyekjær Giese) fra Nordvest-kvarteret i København bliver viklet ind i benhård kriminalitet i Michael Noers nye film 'Nordvest'. I baggrunden ses hans lillebror spillet af Oscar Dyekjær Giese. (Foto: Magnus Nordenhof Jønck, DFF)

Den femte udgave af spillefilmsfestivalen CPH PIX skydes i gang med Danmarkspremieren på Michael Noers nye film 'Nordvest' den 10. april i Imperial. Det er første gang en dansk film åbner filmfestivalen, men Michael Noers fængselsfilm 'R', som han instruerede sammen med Tobias Lindholm, havde også premiere på CPH PIX i 2010.

Michael Noer caster ofte amatørskuespillere i sine film, og 'Nordvest' er ingen undtagelse. Her spiller de to brødre, Oscar og Gustav Dyekjær Giese, overfor rapperen Nicholas Westwood Kidd.

Om valget af 'Nordvest' som åbningsfilm siger festivaldirektør Jacob Neiiendam:

- Michael Noer formår at styre den svære balance mellem en barsk hverdagsrealisme og effektiv medrivende genrefilm, og han tilfører Nordvest både hjerne og hjerte. Publikum har virkelig noget at se frem til, det er en stærk film at sparke årets festival i gang med.

Gadens hårde gangstere
Filmen tager udgangspunkt i den 18-årige Casper, der er den ældste af tre i en søskende-flok fra Nordvest-kvarteret i København. Han klarer sig ved at lave indbrud og kriminalitet for kvarterets bande-boss Jamal. Men på et tidspunkt får Casper et tilbud om at arbejde for Jamals rival Bjørn. Og Casper ryger hurtigt ud i en voldsom verden med stoffer og prostitution. I takt med, at konflikterne mellem Jamal og Bjørn bliver skærpet, bliver Casper og hans familie midtpunkt i den dødelige konflikt, der truer med at ødelægge hele deres tilværelse.

Nordvest har netop haft verdenspremiere på filmfestivalen i Rotterdam, hvor den fik rosende anmeldelser i de tre toneangivende, internationale brancheblade, Screen International, Variety og Hollywood Reporter. Den vandt ligeledes kritikerprisen på filmfestivalen i Göteborg i samme uge.

Nordisk Film-prisen
I forbindelse med åbningen af PIX og premieren på Nordvest vil det være instruktøren Michael Noer, der overrækker Nordisk Film-prisen til et nyt dansk filmtalent. I 2010 vandt Noer selv prisen sammen med Tobias Lindholm. Med prisen følger en check på 107.000 kroner (Nordisk Films alder x 1000 kroner). Det er 17. gang Nordisk Film-prisen uddeles og 4. år det sker ved åbningen af PIX.

PIX film med mere
Mellem 11.-24.april vil PIX som sædvanligt præsentere et særligt sammensat program bestående af 150 af de vildeste, væsentligste og mest medrivende film fra den internationale filmverden, som ikke ellers vil få mulighed for at blive vist i danske biografer. Men sædvanen tro byder PIX også på både koncerter og en række skæve events.

Også Daniel Borgmans dansk-australske debut-film, 'The Weight of Elephants', der lige har haft premiere på Berlin Filmfestival, får sin danske premiere på PIX.

Friske festivalfilm fra Rotterdam, Sundance og Berlin
Ved siden af hovedkonkurrencen, hvor 10 debuterende spillefilmsinstruktører fra hele verden kæmper om hovedprisen på 15.000 euro og udnævnelsen som et af fremtidens største filmtalenter, viser CPH PIX en række aktuelle festivalfilm.

Ud over 'Nordvest', vises både den iranske 'Fat Shaker', en overrumplende allegori over patriakalske normer og den hårde hverdag i nutidens Tehran, og den argentinske kunstfilm 'Noche', der begge havde premiere i hovedkonkurrencen på filmfestivalen i Rotterdam.

Fra filmfestivalerne i Sundance og Berlin vises Matt Porterfields atmosfærefyldte indie-film 'I Used to Be Darker' med singer-song-writeren Bonnie Prince Billys bror, musikeren Ned Oldham i hovedrollen. Filmen blev vist på både Berlin og Sundance, hvorfra også den kritikerroste, koreanske krigsfilm 'Jiseul', der vandt festivalens World Cinema Dramatic Grand Jury Prize, har fundet vej til årets PIX-program.

0 kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i flash!
Hent flere