Krigsfilm løber med flere store priser ved Golden Globe

Sam Mendes' krigsfilm '1917' sejrede stort, mens Netflix' film måtte gå næsten tomhændede hjem.

Krigsfilmen '1917' har vundet prisen Bedste Film ved prisuddelingen Golden Globe natten til mandag dansk tid.

Filmen, der handler om Første Verdenskrig, slår således en række stærke konkurrenter såsom 'Joker', 'The Irishman' og 'Marriage Story'.

Filmens instruktør, britiske Sam Mendes, vinder desuden prisen som Bedste Instruktør.

- Det er en stor overraskelse, lød det efterfølgende fra Mendes.

Også filmen 'Once Upon a Time ... in Hollywood' løb med en af aftenens hovedpriser, nemlig prisen for Bedste Komedie eller Musical samt to andre priser.

Streamingtjenesten Netflix' film, hvis nomineringer havde vakt stor opsigt i opløbet til Golden Globe, blev til gengæld aftenens store tabere.

Både 'Marriage Story' og Martin Scorceses 'The Irishman' var blandt favoritterne med henholdsvis seks og fem nomineringer.

Ved prisuddelingens begyndelse varslede aftenens vært, Ricky Gervais, ellers, at det ville blive en stor aften for Netflix.

- Alle ser Netflix. Dette show burde bare være mig, der kommer herud og siger: Godt gået, Netflix. I vandt. Men nej, vi skal igennem et show på tre timer, sagde han ved showets begyndelse.

Men 'Marriage Story' måtte nøjes med prisen for Bedste Kvindelige Birolle til Laura Dern. Og 'The Irishman' måtte gå tomhændet fra prisuddelingen.

Mindre overraskende var det, at Joaquin Phoenix løb med prisen for Bedste Mandlige Hovedrolle for sin præstation i filmen 'Joker'.

Prisen for Bedste Kvindelige Hovedrolle gik til Renée Zellweger for hendes præstation i 'Judy'.

Der var ingen danske film nomineret til en Golden Globe i år.

HBO-serien 'Killing Eve' med danske Kim Bodnia i en større birolle var dog nomineret i kategorien for bedste dramaserie. Her løb serien 'Succession' dog med sejren.

FAKTA: Her er årets Golden Globe-vindere

Natten til mandag dansk tid blev prisuddelingen Golden Globe afholdt for 77. gang. Her er en række af de vigtigste priser, der blev uddelt.

Film

  • Bedste film, drama: '1917'
     
  • Bedste film, musical eller komedie: 'Once Upon a Time ... in Hollywood'
     
  • Bedste skuespiller, drama: Joaquin Phoenix, 'Joker'
     
  • Bedste skuespillerinde, drama: Renée Zellweger, 'Judy'
     
  • Bedste skuespiller, musical eller komedie: Taron Egerton, 'Rocketman'
     
  • Bedste skuespillerinde, musical eller komedie: Awkwafina, 'The Farewell'
     
  • Bedste mandlige birolle: Brad Pitt, 'Once Upon a Time ... in Hollywood'
     
  • Bedste kvindelige birolle: Laura Dern, 'Marriage Story'

 

  • Bedste instruktør: Sam Mendes, '1917'
     
  • Bedste filmmanuskript: Quentin Tarantino, 'Once Upon a Time ... in Hollywood'
     
  • Bedste udenlandske film: 'Parasite'
     
  • Bedste animerede film: 'Missing Link'

Tv-serier

  • Bedste serie, drama: 'Succession'
     
  • Bedste skuespiller, drama: Brian Cox, 'Succession'
     
  • Bedste skuespillerinde, drama: Olivia Colman, 'The Crown'
     
  • Bedste serie, musical eller komedie: 'Fleabag'
     
  • Bedste skuespiller, musical eller komedie: Ramy Youssef, 'Ramy'
     
  • Bedste skuespillerinde, musical eller komedie: Phoebe Waller-Bridge, 'Fleabag'
     
  • Bedste serie, miniserie eller tv-film: 'Chernobyl'
     
  • Bedste skuespiller, miniserie eller tv-film: Russell Crowe, 'The Loudest Voice'
     
  • Bedste skuespillerinde, miniserie eller tv-film: Michelle Williams, 'Fosse/Verdon'
     
  • Bedste mandlige birolle, miniserie eller tv-film: Stellan Skarsgard, 'Chernobyl'
     
  • Bedste kvindelige birolle, miniserie eller tv-film: Patricia Arquette, 'The Act'


Kilder: AFP, goldenglobe.com

6 kommentarer
Vis kommentarer