Sofie Gråbøl møder Mad Max-stjerne i ny von Trier-film

Skuespillerinderne Riley Keough og Sofie Gråbøl skal spille med i filminstruktøren Lars von Triers nye film

Foto: Joachim Ladefoged
Foto: Joachim Ladefoged

Når optagelserne til den danske filminstruktør Lars von Triers nye film begynder i foråret, vil der være både danske og udenlandske stjerner at finde på settet.

Allerede i november blev de to mandelige hovedroller i filmen 'The House That Jack Built' afsløret, og søndag løfter Zentropa og Copenhagen Film Fund igen sløret for en del af castet i en pressemeddelelse.

Der er tale om den danske Robert-vinder Sofie Gråbøl, der er kendt fra film og serier som 'Der kommer en dag' og 'Forbrydelsen', samt den amerikanske 'Mad Max'-skuespillerinde Riley Keough.

Se også: Refn skal instruere Pusher-lignende serie for Amazon

I Lars von Triers kommende film følger man den intelligente seriemorder Jack, og historien breder sig over en periode på 12 år. Skuespillerinderne har to af de markante roller i filmen, hvor de begge spiller kvinder, som seriemorderen stifter bekendtskab med.

Skuespillerinden Riley Keough, der er barnebarn af Elvis Presley, og Sofie Gråbøl skal således spille overfor 'The Outsiders'-skuespilleren Matt Dillon og 'Der Untergang'-stjernen Bruno Ganz.

Foto: Ukendt
Foto: Ukendt
 

De to mandelige skuespillere har henholdsvis rollen som seriemorderen Jack og den mystiske karakter Verge.

Den kontroversielle instruktørs nye film optages i både København og i området omkring Trollhättan i Sverige. Optagelserne starter i Sverige i løbet af foråret, og i maj rykker produktionen til København.

Filmen 'The House That Jack Built' ventes at få premiere i biograferne i 2018.

Se også: House of Cards-sild forlover sig med von Trier-stjerne

26 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Mest læste i flash!
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere