Trods Golden Globe-hattrick: Prisen glippede for Bier

Susanne Bier gik glip af prisen for årets miniserie. 'Natportieren' henter alligevel tre Golden Globe-statuetter

Tom Hiddleston, der medvirker i Biers 'The Night Manager' var blandt de mange til at besøge scenen i nat. Se højdepunkter fra uddelingen her. (Video: AP)

Instruktør Susanne Bier måtte se prisen for årets miniserie gå til 'The People vs. OJ. Simpson: American Crime Story' under nattens Golden Globe-uddeling i Los Angeles.

Men aftenens prisuddeling blev alligevel en stor succes for den danske instruktør og holdet bag 'Natportieren'.

Tv-serien var nemlig nomineret til fire priser ved årets uddeling – og i tre af kategorierne var der jackpot.

Først vandt den britiske skuespiller Hugh Laurie en Golden Globe for sin birollepræstation i tv-serien.

Derefter vandt Olivia Colman prisen for bedste kvindelige birolle i samme serie.

Skuespiller Tom Hiddleston understregede til sidst triumfen, da han vandt prisen for sin hovedrollepræstation i 'Natportieren'.

Susanne Bier har tidligere modtaget en Golden Globe-statuette. Det skete i 2011, da hun vandt kategorien 'bedste ikke-engelsksprogede film' for 'Hævnen'.

Hun har også vundet en Oscar for filmen 'Hævnen' og en Emmy Award i kategorien 'Bedste instruktør' for netop 'Natportieren'.

'Natportieren' er et spiondrama, som er baseret på den britiske forfatter John Le Carrés roman fra 1993.

8 kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i flash!
Hent flere