TV: Baron Cohen laver ravage på den røde løber

Sacha Baron Cohen lagde sig ud med arrangørerne - og Ryan Seacrest - med skør happening ved Oscar-showet

Sacha Baron Cohen skabte vanen tro ravage, da han ankom til Oscar-festen i Hollywood forklædt som general Aladeen - hovedpersonen i hans kommende film 'The Dictator'.

Den britiske komiker, der bar militæruniform og mullah-skæg, kom anstigende til den røde løber i aftenens længste limousine sammen med to militante duller i miniskørt og røde baretter.

Sacha Baron Cohen - eller general Aladeen - medbragte også en urne, som ifølge diktatoren indeholdt asken af den afdøde nordkoreanske leder Kim Jong Il.

Mens Cohen blev interviewet af Ryan Seacrest, kunne komikeren ikke dy sig for at smide asken ud over tv-stjernen.

Seacrest, som ikke på forhånd var indviet i stuntet, virkede en smule pikeret over, at hans nypressede smoking pludselig blev dækket af grå aske.

– Når nogen spørger, hvad du har på, så kan du sige Kim Jong lI, nåede Cohen at råbe, før han og hans kvindelige bodyguards blev ført væk af sikkerhedsvagter.

Ikke velkommen
Sacha Baron Cohen, der før har henrykt som Ali G, Borat og den østrigske modemand Brüno, var inviteret til Oscar-showet, fordi han har medvirket i den nominerede film ’Hugo’.

Cohen havde i første omgang fået besked om, at han ikke var velkommen til den prestigefyldte prisfest, hvis han dukkede op i de barokke diktator-klæder.

Den beslutning blev dog senere ændret - men det fortryder arrangørerne og chefproducer Brian Grazer måske nu.

1 af 4 Sacha Baron Cohen ankommer til den røde løber med en urne under armen. (Foto: AP)
2 af 4 Mens sikkerhedsfolk fik ledsaget Cohen og hans kvindelige bodyguards væk fra den røde løber, skyndte medlemmer fra det lokale brandvæsen sig at feje asken op. (Foto: AP)
3 af 4 Skuespiller Tina Fey slår korsets tegn, da hun passerer asken. (Foto: AP)
4 af 4 Sacha Baron Cohen kaster asken ud over Ryan Seacrest, der havde fået den utaknemmelige opgave at interview den gale komiker. (Screendump: E!)
1 kommentar
Vis kommentarer