Fire liter Pepsi Max om dagen: Afhængighed smadrede tænderne

Isabel fra 'Fede forhold' har taget skade af alt den sodavand, hun i gennem årene har indtaget

I løbet af parrets tre år sammen har de hver taget 20 kilo på. Foto: DR
I løbet af parrets tre år sammen har de hver taget 20 kilo på. Foto: DR

Hver mandag aften kan man følge med i anden sæson af DR-programmet 'Fede forhold', hvor tre par kæmper for at tabe sig samt finde gnisten i forholdet igen med kyndig vejledning fra sundhedsekspert Michelle Kristensen.

Parrene bliver i programmet fulgt intensivt i syv måneder i forsøget på at nå deres mål.

Et af de par, man følger, er Tina og Isabel fra Store Andst i Sydjylland.

De har hver taget 20 kilo på i de tre år, de har været sammen. Selvom bland selv-slik og junkfood er en stor del af deres liv, er der især én ting, som fylder i hjemmet: Pepsi Max. Køleskabet er fyldt, ligesom parret også har et lager af den læskende drik i et skur i haven. 

Se også: Bange for at dø: - Vi kunne ikke styre det

Tre-fire liter om dagen
Selvom parret har en kæmpe forkærlighed for den sukkerfrie drik, skulle de skille sig af med hele Pepsi Max-lageret, som talte over 100 liter.

Parrets forbrug var også noget over det normale. Isabel var helt oppe at drikke tre-fire liter op dagen mens Tina 'kun' drak halvanden liter.

- Michelle sagde, at vi kunne hælde det ud, men der er jeg simpelthen for jysk. Det ville gøre ondt i mit hjerte at hælde ud. Så vi solgte det faktisk videre, fortæller Isabel til Ekstra Bladet.

Men noget, man ikke ser i programmet, er faktisk, at Isabel fik noget af en skavank som følge af overforbruget.

Ingen hjælp at hente
- Selvom jeg ikke tog på af det, så har mine tænder lidt overlast. Jeg har fået syreskader på mine tænder. Når jeg spiste en gulerod, kunne jeg nogle gange knække små stykker af mine tænder af, fordi de var så medtagede. Så jeg har i mange år været ked af mit overforbrug, men jeg har haft mange undskyldninger for ikke at gøre noget ved det, fortæller hun.

Håbet om at kunne få rettet op på tænderne var snævert. Hele livet har Isabel fået at vide, at hun intet kunne stille op mod syreskaderne.

- Jeg stod over for gebis. Allerede i mine 20'ere begyndte jeg at spare op til gebis.

- Men der var for nylig en tandlæge, som fortalte mig, at jeg kunne få sat plastikfacader på mine tænder. Så nu kommer man til at se mig smile en del mere, fortæller en glad Isabel om sine nye tænder.

Se også: Målløs da hun så sig selv på tv

Afvænning
Allerede som 18-årig havde Isabel skader på sine tænder. Men det var først, da hun flyttede hjemmefra, at sodavands-afhængigheden rigtig tog til.

- Jeg har altid drukket meget sodavand. Da jeg flyttede hjemmefra, begyndte det virkelig. Der var der ingen, som kunne sige til mig, at jeg ikke måtte.

Selvom mange har ment, at det burde være nemt at skifte sodavanden ud med et sundere alternativ som vand, så er det lettere sagt end gjort.

- Det har været megasvært. Det har været som en afvænning, hvor jeg har været plaget af en vanvittig hovedpine, dårligt humør, kvalme og svedeture. Det har virkelig været som en hård omgang at vænne sig af med.

Angstprovokerende
- Og det viser også bare, hvor afhængig jeg var. Det er lidt angstprovokerende. Da Michelle sagde til os, at vi ikke måtte drikke Pepsi Max i hverdagene, havde jeg ikke lyst til at lade være.

- Inderst inde ved jeg godt, at det er usundt for mig, men man er bare fyldt med dårlige undskyldninger, som at det er jo sukkerfrit, så det feder ikke, men mine tænder har taget skade, og som det også bliver forklaret i programmet, gør Pepsi'en mig jo bare mere sukkertrængende.

- Så det er en ond spiral.

- Jeg har virkelig et råd til folk. Lad være med at misbruge sodavand - uanset om det er light eller ej.

Hvordan det går med Isabel og Tina og alle de andre par, kan du se i 'Fede forhold' hver mandag klokken 20.30 på DR1.

Der er gået halvandet år, siden den første sæson af 'Fede forhold' løb over skærmen, og siden er der sket meget hos deltagerne fra dengang. Det kan du læse mere om her. (+)