Følte sig nedgjort: Forfærdeligt farvel

Steffen følte, at der blev sparket til en mand, der lå ned, da han røg ud af 'Robinson Ekspeditionen'

Tårerne kom frem, da Steffen Nielung måtte forlade ekspeditionen. Foto: Nent Group
Tårerne kom frem, da Steffen Nielung måtte forlade ekspeditionen. Foto: Nent Group

Det var en knust Steffen Nielung, der i aftenens afsnit af 'Robinson Ekspeditionen' måtte sige farvel, efter at være blevet slagtet i ørådet af den stærke duo Jaffer og Kenneth samt resten af deltagerne.

- Jeg havde det tomt indeni. Jeg havde det forfærdeligt, det var en drøm, jeg har haft i mange år, og den sluttede ikke på den måde, jeg havde håbet på. Jeg ville hellere være blevet slået ud i en kamp eller en finale mod nogle modstandere, der var stærkere, end at blive stemt ud på sådan et tyndt grundlag, siger Steffen til Ekstra Bladet.

Se også: Tv-kendis ramt af forfærdelig familietragedie

Han måtte ikke kun lide den ydmygelse at se sig slået og sparket ud. Han følte sig også trampet på af Kenneth, der ikke holdt igen.

- Jeg synes, han er - undskyld jeg siger det - det svageste led tilbage lige nu. Han klarer sig ikke særligt godt, og det synes jeg ikke, han har gjort hele ekspeditionen, lød svadaen fra Kenneth mod en mand, der ellers var blevet toer i dysten tidligere i afsnittet og dermed millimeter fra at sikre sig en fredning.

Se også: Afslører vanvittig detalje: Det så du (heldigvis) ikke på tv

Da Ekstra Bladet fanger Steffen Nielung over telefonen, har han ikke meget til overs for Kenneths udbrud.

- Det gik ind af det ene øre og ud af det andet. Jeg havde det ambivalent med det, for han havde lige sagt, at jeg havde åndet ham i nakken i konkurrencen, hvor jeg var tæt på at vinde. Derudover var der ingen grund til at nedgøre mig på den måde, når jeg var stemt ud. Der var ingen grund til det, siger Steffen Nielund.

- Du følte dig nedgjort?

- Jeg følte mig nedgjort. Der er ingen grund til at træde på en, der ligger ned.

Otte blev til syv, da Steffen (nederst til venstre) måtte forlade ekspeditionen. Foto: Nent Group
Otte blev til syv, da Steffen (nederst til venstre) måtte forlade ekspeditionen. Foto: Nent Group

Henrik var desperat
Steffen Nielung traf et skæbnesvangert valg, da han og kammeraten Michael blev advaret af Henrik om, at det gamle Hold Syd ville eliminere Hold Nord én for én, efter holdene var blevet blandet. De valgte ikke at lytte, og nu er alle tre fortid i ekspeditionen.

- For det første ville det være imod vores principper (at stemme andre ud grundet deres tilhørsforhold, red.), og vi vidste, at Henrik var desperat, fordi det var hans tur til at ryge, så vi kunne simpelthen ikke tro på det, han sagde. Men det skulle vi have gjort, erkender Steffen Nielung.

- Det er vel det, der er afgørende for din ekspedition, hvis man skal vælge ét nedslagspunkt?

- Ja, og da Michael ryger, ved jeg godt, at jeg ikke har en chance. Jeg blev meget overrasket over, hvordan de spillede, for jeg syntes ikke, det var på sin plads. Det har været dårlige begrundelser hver gang. Vær dog ærlige i stedet. Det var sgu tøsedrenge-agtigt, men man vælger selv den måde, man vil spille på - også selvom det er en kujonagtig måde.

Se også: Angrebet af hidsig rotte: - Jeg skreg

Selv om han ikke nåede hele vejen til finalen, er Steffen Nielung klar på en tur mere på en øde ø, hvis muligheden skulle opstå.

- Ja, bestemt. Det har været en af de vildeste oplevelser, og jeg er glad for, at jeg nåede så langt, som jeg gjorde. Jeg ville gerne vinde, men sådan skulle det ikke blive, siger han.

19 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Mest læste i flash!
Hent flere