Forlader DR: Scorer værtsjob på legendarisk TV2-program

Christian Degn bliver ny vært på 'Hvem vil være millionær'

Den tårnhøje Christian Degn bliver ny vært på 'Hvem vil være millionær'. Foto: Mogens Flindt
Den tårnhøje Christian Degn bliver ny vært på 'Hvem vil være millionær'. Foto: Mogens Flindt

Nu kan TV2 endelig løfte sløret for, hvem der bliver den nye vært på det ikoniske tv-program 'Hvem vil være millionær', og valget er faldet på 40-årige Christian Degn.

I seks år har 40-årige Christian Degn været frontfigur på DR-programmet 'Hammerslag', men den æra er nu slut.

Christian Degn tager nemlig over for Hans Pilgaard og sætter sig i den varme stol i quiz-programmet 'Hvem vil være millionær', når TV2 igen sender nye afsnit af det populære program i den nærmeste fremtid. Det betyder samtidig et farvel til livet som fastansat hos DR til fordel for en tilværelse som freelancer.

Det bekræfter TV2 over for Ekstra Bladet.

Se også: Skrottet: Nu taler TV2 om Hans Pilgaard

Til Ekstra Bladet fortæller Christian Degn, at han glæder sig meget til at være vært på det ikoniske program.

- Det er så mega, mega fedt. Jeg har lavet quizzer for venner, familie og kolleger i over 20 år, og jeg elsker den lejrbålstemning, som er omkring det. Jeg har altid elsket at lave quiz for andre, så da jeg blev spurgt, om jeg ville til casting på 'Hvem vil være millionær', skulle jeg lige styre min begejstring. Det er fantastisk, at jeg har fået jobbet, siger Christian Degn til Ekstra Bladet med et stort grin.

For Christian Degn bliver den nye værtsrolle på flere måder dog også en udfordring:

- Jeg er spændt på, hvordan det bliver at sidde over for et menneske, hvor der er et kæmpe beløb på spil, og hvor jeg ikke må sige en dyt. Det kan betyde rigtig meget for nogen mennesker, om de vinder de her penge eller ej, og det bliver helt klart en udfordring for mig.

Christian Degn glæder sig til de nye udfordringer på TV2. Foto: Joachim Adrian
Christian Degn glæder sig til de nye udfordringer på TV2. Foto: Joachim Adrian

Svært at sige farvel
Ifølge Christian Degn er det dog sørgmodigt at skulle forlade DR og 'Hammerslag', som han har været en del af i mange år.

- Selvfølgelig er det også svært at forlade et program, jeg har lavet så længe. Jeg har jo optaget 'Hammerslag' i seks år, og det var vildt sjovt at lave. Men man er også nødt til at stoppe, mens legen er god, og nu kom det her tilbud, som jeg ikke kunne sige nej til, siger han og fortsætter:

- Jeg føler mig meget ydmyg, når jeg går ind til den her opgave. Jeg kommer jo efter tv-legender som Hans Pilgaard og Peter Kær, så der er noget at leve op til. De er jo legender på dansk tv. Så jeg vil gøre mit bedste.

Se også: Populært TV2-program vender tilbage

- Hvordan har du med at forlade den trygge tilværelse som fastansat til fordel for et liv som freelancer?

- Man trækker vejret dybt og tænker: 'Går det her?'. Det er jeg spændt på. Måske har jeg ikke noget at lave om et år. Men nu tager jeg chancen, og så håber jeg jo også, at TV2 vil bruge mig til andre ting. Ellers laver jeg jo stadig foredrag og andre ting.

TV2 glæder sig
Til Ekstra Bladet fortæller TV2, at de ser frem til at byde Christian Degn velkommen som vært.

- Vi er meget glade for, at Christian Degn har sagt ja til at være vores nye vært på 'Hvem vil være millionær'. Han er både en super afholdt, dygtig og seriøs tv-vært med masser af humor, og så har han samtidig den quizforståelse og timing, der skal til, siger Kristine Lund Karlsson, der er redaktør på 'Hvem vil være millionær' og fortsætter:

- Det kombineret med hans kendskab til danskerne, hans nysgerrighed og nærvær gør ham til den helt rigtige, og vi glæder os meget til samarbejdet på TV2 Charlie, lyder det.

TV2 har endnu ikke afsløret, hvornår 'Hvem vil være millionær' vender tilbage.

Se også: Skrottet: Færdig som vært på populært TV2-program

71 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Mest læste i flash!
Hent flere