Forsvarer lukning af populært program

Efter sparekrav er DR nødt til at foretage benhårde prioriteringer

Silas Holst og Stine Rosengren er værter på programmet 'The Sound of Musical'. Foto: DR
Silas Holst og Stine Rosengren er værter på programmet 'The Sound of Musical'. Foto: DR

Ved udgangen af 2019 er det slut med programmet 'The Sound of Musical', der på det tidspunkt har kunnet høres i knap tre år på DR's P2 med blandt andet Silas Holst bag mikrofonen.

I et opslag på Instagram udtrykker den kendte danser og skuespiller både vrede og frustration over, at programmet, der er dedikeret til musikken fra de mange populære musicals, fremover ikke længere vil være at finde blandt DR's tilbud til lytterne.

'Ja, så ramte den store sparerunde i Danmarks Radio desværre også fjerde sal og P2. På grund af besparelser bliver Stine Rosengren og mit radio program 'The Sound of Musical' pillet af plakaten, når året rinder ud. Det er vanvittig trist!', skriver han og kalder DR's beslutning både dum og 'en skam'.

Fundet for let
I sin opdatering skriver han desuden, at han er uforstående over for beslutningen, da programmet ifølge ham har gode lyttertal.

'En skam at en genre som musical der er populær som aldrig før blandt danskerne ikke må være repræsenteret i radioen længere! Kæmpe fejl fra ledelsens side hvis I spørger mig! Og øv for vores genre, der nu er hjemløs og lytterne endnu engang må se sig vejet og fundet for let! Dumt DR!', lyder det fra Silas, der slutter af med hashtagget #nårvredenogskuffelsenharlagtsig.

Hos DR er der forståelse for Silas' frustrationer, men man fastholder, at lukningen er en nødvendig konsekvens af de ændrede forhold for DR, der blandt andet betyder, at der skal spares 20 procent og lukkes flere radiokanaler - heriblandt P8 Jazz.

- Jeg kan godt forstå, at Silas er ærgerlig over, at programmet kun fortsætter året ud, for det er et godt program, som lytterne er glade for. Og Silas og Stine har gjort et rigtig godt arbejde med at formidle musicalgenren, og jeg er glad for, at de vil give den fuld gas til det sidste, siger Susanna Arpi, der er kanalredaktør for P2 og P8 Jazz og fortsætter:

Stor forandring
- Når det alligevel må lukke, så er det, fordi DR fra næste år får nogle nye vilkår at arbejde under. Vi skal spare, og det betyder mange ændringer. Blandt andet at jazz-musikken flytter ind på P2, når P8 Jazz lukker. Det er en stor forandring for en kanal, hvor kernen er klassisk musik, og vi er nødt til at gennemføre nogle ændringer - blandt andet klokken 18.00, hvor 'The Sound of Musical' ligger.

Er det ikke mærkeligt, som Silas skriver, at man vælger at lukke et program med gode lyttertal?

- Programmet har ganske rigtigt gode lyttertal i forhold til P2. Det er et program, som lytterne er glade for, men når jazzen skal flytte ind på en klassisk kanal, så er det altså nødt til at ske justeringer og ændringer, siger Susanna Arpi.

Se også: Radioavisen gennemfører største ændring i mange år

Skærm

Mest læste i flash!
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere