Fortryder voldsomt tv-drab

En af de populære karakterer i 'Peaky Blinders' burde have overlevet, indrømmer seriens skaber

Se traileren til femte sæson af den populære serie her. Video: Netflix

***SPOILER: Hvis du ikke har set de seneste afsnit af 'Peaky Blinders', kan du overveje at stoppe her***

Det gav formentlig et sug i maven på mange fans af hitserien 'Peaky Blinders', da fanfavoritten Aberama Gold blev stukket ihjel.

Og nu fortæller seriens skaber, Steven Knight, at han fortryder. Aberama Gold, der spilles af Aidan Gillen, burde have overlevet.

Det siger 61-årige Knight til Esquire.

Steven Knight planlagde selv, hvordan den populære karakter skulle blive stukket ihjel af Oswald Mosley i sæson fem, men allerede da han genså sæsonen, fortrød han.

- Jeg burde have holdt ham i live, jeg kunne bare have såret ham, indrømmer han og fortsætter:

- Det er en sjov position at være i, hvor du skaber de her mennesker og så bliver nødt til at dræbe dem. Det er ikke fedt.

'Peaky Blinders' har vundet et hav af priser og kan ses på streamingtjenester som Netflix og C-More. Her kan fans se frem mod en sjette sæson, hvor Knight tilsyneladende med et smil på læben freder seriens hovedperson, Tommy Shelby.

- Død? Aldrig - han er udødelig, siger Steven Knight om Tommy Shelby.