'Friends'-fortsættelse er ikke længere ren utopi

Jennifer Aniston giver fornyet håb om en fortsættelse af den populære tv-serie

Handlingen i 'Friends' udspiller sig hovedsageligt i vennernes lejligheder og kaffebaren Central Perk i New York City. Pr-foto
Handlingen i 'Friends' udspiller sig hovedsageligt i vennernes lejligheder og kaffebaren Central Perk i New York City. Pr-foto

Tv-serien 'Friends', der meget passende i Danmark blev vist under navnet 'Venner', er økonomisk set den mest indbringende sitcom i tv-historien.

De komiske løjer med Rachel, Ross, Chandler, Monica, Phoebe og Joey i hovedrollerne løb første gang over skærmen i ti år fra 1994 til 2004. Siden er serien blevet genudsendt talrige gange på TV2 og TV2 Zulu.

Efter der definitivt blev sat punktum for serien, har mange fans haft det som deres vildeste drøm at se de seks venner genforenet på skærmen.

Det har hidtil været ret uklart, om hovedpersonerne rent faktisk er interesserede i at genoptage deres karrieredefinerende glansroller, men i et nyt interview i Ellen DeGeneres' talkshow kom skuespiller Jennifer Aniston med en god nyhed for de fans, der håber på en fortsættelse af deres yndlingsserie.

Direkte adspurgt, om hun er frisk på en genforening og fortsættelse af 'Venner', svarer Aniston klart og tydeligt, at det er hun med på.

Lige så interessant for håbefulde fans er det, at hun samtidig oplyser, at alle hendes kollegaer - så vidt hun er orienteret - også er med på idéen.

Dermed er der ikke meget, der står i vejen for en eller flere nye sæsoner af 'Venner'.

En enkelt forhindring kunne dog være de astronomiske lønkrav, der må forventes at følge med en genforening.

Ved slutningen af serien blev hver af de seks hovedskuespillere nemlig betalt en mio. dollars pr. afsnit.

De seks venner i den ikoniske, orange sofa. Pr-foto
De seks venner i den ikoniske, orange sofa. Pr-foto
 

56 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Mest læste i flash!