Gav op i ’Robinson’: Maja afviser 'kunstige bryster'-forklaring

Twisten mellem Maja Hassel Toubro og Flemming Rasmussen er ikke noget, førstnævnte gider bruge mange ord på, men hun afviser, at hun gav op, fordi Flemming snakkede om kunstige bryster

Se Maja give op i videoen. Video: TV3

Det så voldsomt ud, da ’Robinson’-deltageren Maja Hassel Toubro i aftenens afsnit af ’Robinson Ekspeditionen’ valgte at kaste håndklædet i ringen og give op.

Som seer kunne man se, hvordan Maja tydeligt havde det skidt med, hvad hun selv betegnede som stresslignende symptomer.

- Jeg var presset på flere måder, men det, der gjorde udslaget, var, da jeg lå i 24 timer, og mine tæer, skinneben og fingre krampede sammen. Jeg kunne simpelthen ikke strække dem ud. Når man arbejder meget, ved man godt, at man skal huske at passe på sig selv, siger Maja Tassel Toubro, der også angiver sine børn som årsag til valget om at smutte.

- Jeg begyndte at blive dehydreret aftenen før, og jeg fik stort set ikke sovet. Der begyndte tankerne at lede sig hen på, hvis familien skulle bruge lang tid på at samle mig op bagefter. Og det er ikke deres opgave. Mit eventyr har været fantastisk helt til det sidste, og det ville jeg ikke ødelægge, fastslår hun.

Se også: TV3 forundret: Derfor gav Tina op i 'Robinson'

Handlede ikke om 'kunstige bryster'
I programmet erkender Maja, at hun ikke har det bedste forhold til deltageren Flemming Rasmussen. De gik skævt af hinanden fra start, og ifølge Flemming Rasmussen handler deres twist om, at han kom til at sige, at han ikke tænder på kunstige bryster, hvilket skulle være faldet Maja for brystet.

Det har hun dog kun latter til overs for.

- Allerede på dag tre kunne jeg se, at Flemming ikke var en, jeg ville bruge mange åndedrag på. Jeg har ingen holdninger tilfælles med ham, og han kommer med en uheldig kommentar til min fremtoning på dag to, hvorefter jeg lægger ham på is, forklarer Maja og afviser, at det handler om kunstige bryster:

- Det har han aldrig sagt. I hvert fald ikke til mig. Han kommer med spydige kommentarer, men om han er til kunstige bryster eller ej er ikke noget, han giver udtryk for. Vi er bare ikke enige om noget som helst, og han har svært ved at håndtere, når en pige siger fra. Det har han vist ikke prøvet så mange gange før.

Se også: Kjeldbjerg om 'Robinson'-twist: Det er jo helt grotesk

Fik mindre mad
Maja understreger flere gange, at hendes exit ikke handlede om Flemming, men om hendes mentale og fysiske tilstand, og derfor ønsker hun heller ikke ytre sig for meget om rivalen fra den filippinske ø.

- Han er god i naturen, men så har jeg ikke mere positivt at sige om ham. Jeg prøver at opdrage mine børn til, at man holder kæft, hvis man ikke har noget ordentligt at sige. At han vælger at sige de ting, han siger, efter jeg er smuttet, det siger mere om ham end om mig.

Dét sagde Flemming:

I aftenens program gør Flemming Rasmussen det helt klart, at sagen, set fra hans stol, handler om kommentaren vedrørende kunstige bryster. Her kalder han Majas farvel for en lettelse, da hun er ’sur og muggen stort set konstant’.

- Det handler kun om, at jeg får sagt, at jeg ikke synes, kunstige bryster er noget. Det tænder mig ikke. Og det er dét, det udspringer af. Det tror jeg er starten på hendes had til mig.

- Efter det her med brysterne tænker jeg ’fuck, Maja ligger derovre med kunstige bryster’, og så går jeg over til hende og siger ’det må du fandeme undskylde Maja, jeg synes, du har pæne bryster, det var overhovedet ikke for at genere dig eller noget som helst’. Dét er jeg ret sikker på, at der står fire her, som kan bekræfte; at jeg går over til hende og giver en undskyldning, siger Flemming i programmet.

Flere af de andre deltagere anklager Flemming for bevidst at have givet mindre mad til Maja end de andre deltagere, når han har hældt portioner op. Anklagerne afviser han pure i programmet. Men ifølge Maja er der noget om sagen.

- Det er sandt. Der var også flere, der kommenterede på det. Men hvis han vil snyde på den måde, så må han gøre det, det er bare et spørgsmål om tid, så bider det ham i rumpen. Men jeg var på intet tidspunkt et sted, hvor det med maden generede mig. Jeg var ikke ramt af sulten, og derfor var det også nemmere at være overbærende, siger hun.

1 af 2 Foto: TV3
2 af 2 Maja er færdig i 'Robinson', efter hun i aftenens afsnit valgte at give op. Foto: TV3
kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste
Seneste i flash!
Hent flere
Mest læste på ekstrabladet.dk
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Peter Roelsgaard
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen