Her er Britt Bendixens afløser

TV2 har nu fundet den fjerde dommer til efterårets 'Vild med dans'

Britt Bendixens afløser er fundet. Foto: Mogens Flindt
Britt Bendixens afløser er fundet. Foto: Mogens Flindt

En større operation i hjertet tvang for en måned siden Britt Bendixen til at melde afbud til årets udgave af 'Vild med dans'.

Det efterlod TV2 med en akut udfordring, for hvem skulle overtage hendes plads bag dommerbordet?

Det bliver Marianne Eihilt, der skal forsøge at fylde Britt Bendixens stol ud ved siden af Nikolaj Hübbe, Anne Laxholm og Jens Werner. Det har TV2 netop meddelt.

Marianne Eihilt gør comeback i 'Vild med dans', men får en helt ny rolle. Foto: Privatfoto
Marianne Eihilt gør comeback i 'Vild med dans', men får en helt ny rolle. Foto: Privatfoto

- Jeg blev beæret over, at jeg blev spurgt, om jeg ville sidde ved dommerbordet i år. Jeg skulle lige vende det et par gange med mig selv, for jeg havde ikke set for mig, at det nogensinde skulle blive aktuelt. Men jeg har en meget ydmyg tilgang til det, siger Marianne Eihilt ifølge en pressemeddelelse.

Dobbelt vinder
44-årige Eihilt har været med i 'Vild med dans' som danser seks gange og vundet konkurrencen to gange. I 2007 med Robert Hansen og året efter med Joachim B. Olsen. Sidste gang hun deltog i programmet var i 2011, hvor hun havde Tommy Kenter som partner.

Marianne Eihilt har i dag tre danseskoler i Jylland - i Viby J., Risskov og Randers, og hun vil tage sin erfaring med derfra, når hun skal bedømme dans på tv.

- Jeg skal ikke prøve at være Britt Bendixen – jeg skal være min egen. Som underviser bruger jeg ofte billeder, når jeg skal give gode råd til danseparrene. Det tror jeg vil gå igen, når jeg skal være dommer i 'Vild med dans', siger Marianne Eihilt.

Ekstra Bladets favorit
Da det stod klart, at Britt Bendixen ikke kunne bedømme fodballer og flotte arme i 'Vild med dans' 2019, spurgte vi på Ekstra Bladet jer læsere, hvem den bedste afløser ville være.

Se også: Hvem skal afløse Britt Bendixen?

Og der var ingen tvivl.

Marianne Eihilt var klart læser-favoritten til at overtage tjansen. 34  procent af stemmerne fik den spinkle aarhusianer - og det var næsten dobbelt så mange som nummer to i feltet, som var Steen Lund med 17 procent.

Sidste gang
Når programmet til efteråret løber over skærmen, er det 16. gang, at der bliver budt op til dans på TV2. Samtlige 15 foregående sæsoner har Britt Bendixen siddet i dommerpanelet.

Den 77-årige danse-ekspert har tidligere sagt, at denne sæson ville blive hendes sidste. Det satte et dårligt hjerte imidlertid en brat stopper for.

Se også: Sygdom tvinger Britt Bendixen til farvel

I sidste uge kunne en lettet Britt Bendixen fortælle, at den dobbelte bypassoperation, hun skulle igennem, var veloverstået.

- Alt er gået lige efter bogen. Jeg tilbragte den første uge efter operationen på Rigshospitalets fantastiske hjerteafdeling, og derefter tog jeg direkte derfra på et ti dages rekreationsophold, der netop er slut, lød det fra den 77-årige dansedommer til TV2.

Se også: Britt Bendixen indlagt: Voldsom omgang

Den dobbelt-bebrillede dansedommer forsikrede samtidig, at hun er stærkt på vej tilbage i bedste form.

- Det er en stor operation, og det har været en voldsom omgang, men jeg får det bedre og bedre for hver dag, der går, så jeg forventer igen at kunne danse fandango om godt og vel to måneder. Jeg har været så glad for alle de mange kærlige hilsner, jeg har modtaget fra de mange 'Vild med dans'-fans, sagde hun.

 

25 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Mest læste i flash!
Hent flere