Kæmpe nedtur for Oh Land

For andet år i træk må Oh Land overvære en 'X Factor'-finale blottet for egne deltagere

Video: Rasmus Flindt

'X Factor'-dommeren Nanna 'Oh Land' Fabricius har endnu aldrig oplevet at have en deltager med i finalen i Danmarks mest populære underholdningsprogram.

Hvor det sidste år var tragiske omstændigheder, der gjorde, at Maria og Bea måtte trække sig fra programmet, blev Ilona fredag aften, som den sidste under Oh Lands vinger, sendt ud af seerne.

Og det ærgrer Oh Land, der er i gang med sin anden sæson som dommer i programmet.

- Det er virkelig ærgerligt. Jeg ville ønske, jeg stod med Ilona her til sidst, vi var så tæt på. Sidste år var det nogle tragiske omstændigheder, der gjorde, at det ikke blev sådan. I år er det mere fair game. Det er bare brandærgerligt, siger Oh Land om den kedelige statistik.

Se også: Kæmpe brøler på direkte tv: - Jeg blev vildt ked af det

Hun indrømmer blankt, at hun ikke er videre begejstret over at miste sin sidste deltager så tæt på målstregen.

- Nu har vi haft to måneders pause og fået perspektiv på det hele. Vi har fået tid til at tænke over en masse ting, om det, vi laver, er det rigtige. Ilona er så stærk en personlighed og har så meget identitet og nerve, og det har hele tiden været målet at komme ind til det og få det ud. Det føler jeg, vi har gjort fra starten af, siger hun og fortsætter:

- Jeg synes altid, man skal prøve at lave noget, man selv har optur over, og som er tro mod den, man er. Det synes jeg, Ilona har gjort hele vejen igennem. Jeg synes i den grad, at hun har bevist, hun kan synge.

Så gik den ikke længere for Ilona. Foto: Mogens Flindt Film, tv & radio - 15. maj. 2020 - kl. 21:44 Færdig i 'X Factor'

Ros fra Ilona
Umiddelbart kunne det være nærliggende at tænke, at problemet ligger hos Oh Land, men det afviste Ilona selv på det kraftigste efter programmet.

- Hun har været fantastisk og har lært mig ekstremt mange ting, så jeg klager overhovedet ikke over min mentor. Hun har været fantastisk, og jeg er sikker på, at vi nok skal holde kontakten, sagde Ilona til Ekstra Bladet.

Oh Land med sin sidste deltager, Ilona. Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix
Oh Land med sin sidste deltager, Ilona. Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix

Oh Land mener da også selv, at hun har formået at løfte Ilonas musikalske talent, selvom det ikke var nok til en finaleplads.

- Jeg er super glad for at have arbejdet med en, hvor jeg føler, at det input, jeg har givet, har forløst hende mere og mere for hver gang, vi har lavet noget sammen. Der er ikke noget i mig, som er bittert på nogen måde. Jeg er bare ærgerlig over, at det ikke blev større end det, og at vi ikke står i finalen, som jeg havde forudset med hende. Men jeg er ikke småsur, forsikrer Oh Land.

Hun sidder klar på fredag, hvor den første af to finaler afvikles. Her kan seerne se frem til at opleve Thomas Blachmans tre liveartister, Mathilde Caffey, Alma Agger og Emil Wismann, samt Ankerstjernes gruppe Smokey Eyes.