Katastrofal start i Danmark: 'Top Gear' politianmeldt

Det populære bilprogram bliver lige nu optaget i Danmark, men det har allerede voldt problemer

Felix Smith, Dar Salim og Jesper Carlsen er værter på den danske udgave af programmet. Foto: Krestine Havemann/Discovery Networks Danmark
Felix Smith, Dar Salim og Jesper Carlsen er værter på den danske udgave af programmet. Foto: Krestine Havemann/Discovery Networks Danmark

Knap er det blevet annonceret, at det ikoniske bilprogram 'Top Gear' kommer til Danmark, før der er problemer i forbindelse med optagelserne.

Nordisk Film, der producerer programmet, er nemlig blevet politianmeldt af Naturstyrelsen, efter de har optaget bilprogrammet ved Rubjerg Knude Fyr, som ligger tæt på Løkken.

Tirsdag kørte tre firehjulstrækkere rundt i sandet i det fredede område, og det har nu fået styrelsen til at gå til politiet.

Det skriver DR Nordjylland.

Står det til skovfoged i Naturstyrelsen Vendsyssel Helene Overby, vil optagelserne aldrig blive vist i tv.

- Vi tænker ikke, at de (Discovery Networks Danmark, red.) bringer noget, når de får at vide, at det er ulovligt, siger hun og forklarer nærmere om, hvorfor Naturstyrelsen har valgt at politianmelde programmet:

Se også: Tv-vært i shitstorm efter kvinde-kommentar

- Man må ikke køre på anden mands grund uden tilladelse, og lige her er der tilmed tale om et klitfredet område, hvor ikke engang ejeren må køre. Som ved al anden ulovlig kørsel på vores arealer anmelder vi kørslen til politiet, Det er så op til politiet, hvad der videre sker i den sag, siger Helene Overby.

Hun oplyser, at Naturstyrelsen samtidig ikke har modtaget en ansøgning om at dispensere fra klitfredningen til at køre i området for at filme. En ansøgning, som ifølge hende dog også ville være blevet afsløret.

Felix Smith har ifølge sine sociale medier været ved Rubjerg Knude Fyr tirsdag for at filme. Foto: Krestine Havemann/Discovery Networks Danmark
Felix Smith har ifølge sine sociale medier været ved Rubjerg Knude Fyr tirsdag for at filme. Foto: Krestine Havemann/Discovery Networks Danmark

Tager afstand
Selvom det er Discovery Networks Danmark, der har rettighederne til programmet, er det ikke dem, der står for selve produktionen, og derfor kender de heller ikke meget til sagen.

'BBC Studios Productions Nordics ApS/ Banijay Nordic (Nordisk Film og TV A/S) producerer bl.a. 'Top Gear' til Discovery og Kanal 5. Discovery tager ikke selv del i produktionen, men vi forventer naturligvis altid, at de produktionsselskaber vi bruger agerer i overensstemmelse med gældende ret i de lande hvor optagelserne foregår', siger Christian Sonnefeld, nordisk juridisk chef hos Discovery Networks, i en skriftlig udtalelse til Ekstra Bladet.

Se også: Tv-vært siger nej tak til kvinder

 

Af tv-værten Felix Smiths Instagram fremgår det, at han i går var ved Rubjerg Knude Fyr i forbindelse med optagelserne til 'Top Gear', som han skal være vært på sammen med skuespilleren Dar Salim og den tidligere racerkører Jesper Carlsen.

Ekstra Bladet arbejder på at få en kommentar fra Discovery Networks og Nordisk Film, som står for selve produktionen af programmet.

Det har på nuværende tidspunkt ikke været muligt for Ekstra Bladet at få en kommentar fra Nordjyllands Politi.

'Top Gear' har efter planen premiere på Kanal 5 i foråret 2020.

177 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Mest læste i flash!