Kendt tv-vært stopper: Jeg har sagt de ord, der skal siges

'Luksusfælden'-veteranen Jan Swyrtz er efter eget valg ikke med i den kommende sæson

Jan Swyrtz (nummer to fra højre) er ikke længere at finde på ekspertholdet, når 'Luksusfælden' skydes i gang igen senere på måneden. Pr-foto
Jan Swyrtz (nummer to fra højre) er ikke længere at finde på ekspertholdet, når 'Luksusfælden' skydes i gang igen senere på måneden. Pr-foto

Jan Swyrtz har i mere end 20 år beskæftiget sig med at hjælpe gældsramte danskere. 

Både i sit eget firma, men ikke mindst i 'Luksusfælden’, hvor han som erfaren ekspert med årene nærmest er blevet synonym med programmet. 

I den kommende sæson af TV3-programmet, der skydes i gang tirsdag 28. august, er han dog ikke længere at finde ved budgettavlen hjemme hos de økonomisk udfordrede danskere.

Jan Swyrtz vil fremover koncentrere sig om sine aktioer. Foto: All Over Press
Jan Swyrtz vil fremover koncentrere sig om sine aktioer. Foto: All Over Press
 

Kræver dynamik
Beslutningen om at trække stikket er helt hans egen og ganske udramatisk, fortæller han til Ekstra Bladet.

– Det er jo ikke første gang, jeg stopper. Da jeg stoppede efter de første fire sæsoner, var det egentlig med henblik på at stoppe helt, men så blev jeg spurgt om at træde ind igen for en kort periode, da der var en anden ekspert, der stoppede midt i en sæson. Og så blev jeg hængende, siger Jan Swyrtz og fortsætter:

– Jeg synes efterhånden, jeg har sagt de ord, der skal siges. Et program, der kører over så lang en periode, skal have noget dynamik, ellers dør det. Og det er altså svært at blive ved med at levere den dynamik, når man har sagt de samme ting ved den tavle tilstrækkeligt mange gange.

I den nye sæson er Jan Swyrtz erstattet af Gustav Juul. Pr-foto
I den nye sæson er Jan Swyrtz erstattet af Gustav Juul. Pr-foto

Løb væk
Swyrtz fortæller, at han har valgt at stoppe, fordi han ikke længere altid helt havde hjertet med i projektet.

– Til sidst føler man måske ikke helt, man kommer for at hjælpe de her mennesker, men egentlig bare fordi, man skal have en løn hver den første, og det er ikke holdbart, siger Jan Swyrtz.

Han fortæller, at det kræver både energi, power, lyst og vilje at levere en indsats, der både hjælper de gældsramte og virker inspirerende for seerne hjemme i stuerne.

– Hvis man begynder at kunne mærke, at man ikke har energien og går ind til noget, hvor man egentlig ikke rigtig føler, at man kan stå inde for det, så skal man sgu skynde sig at løbe væk, for det er ikke sundt for programmet, siger Jan Swyrtz.

Jan Swyrtz (til venstre) ved den berømte og berygtede budgettavle. Foto: Nent Group Denmark
Jan Swyrtz (til venstre) ved den berømte og berygtede budgettavle. Foto: Nent Group Denmark
 

Arbejder med aktier
I ’Luksusfælden’ vil du vel aldrig råde andre til at droppe deres faste løn og arbejde?

– Ha, ha. Nej, det har du jo ret i, men jeg lever nu ikke af lønnen fra 'Luksusfælden'. Det har jeg i princippet ikke gjort i mange år. Jeg har arbejdet med aktier i mange år, så jeg bestiller sådan set ikke andet fra mandag morgen til fredag eftermiddag end at sidde og arbejde med mine aktier, siger Jan Swyrtz.

Kan man leve af det?

– Ja, tilsyneladende. Det kræver selvfølgelig, at man har mere end en almindelig tier at gøre godt med. Det kræver en del kapital, men har man det, så kan man altså godt tjene penge på det, siger Jan Swyrtz.

I den kommende sæson af ’Luksusfælden’ bliver Jan Swyrtz erstattet af en gammel kending, Gustav Juul.

Comeback i rullestol

Hos TV3 oplyser man, at man naturligvis respekterer Jans valg om at trække sig fra ekspertholdet, men understreger at han er velkommen tilbage.

– Efter lang og tro tjeneste i flere omgange trængte Jan efter eget valg til en pause. Han valgte meget loyalt at stoppe på et tidspunkt, hvor vi var dækket godt ind af andre gode eksperter. Vi vil altid byde Jan velkommen tilbage og håber, at han vender tilbage på et tidspunkt, skriver TV3 til Ekstra Bladet. 

Om han vælger at tage i mod tilbuddet om et comeback, har Swyrtz ikke et helt klart svar på.

– Det kan man aldrig helt vide. Det kan da godt være, at man i sæson 55 vil se mig vende tilbage i en rullestol.

kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i flash!
Seneste i flash!
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Anders Borup Sørensen
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen