Kendte med i 'Korpset': - Det bliver ikke 'light'

Det populære tv-program 'Korpset' vender tilbage, men denne gang er det kun med kendte aspiranter

Det bliver ikke som det plejer, når Thomas Rathsack skal træne de nye aspiranter i dette års 'Korpset'.

I år består holdet nemlig af 12 kendte danskere: seks mænd og seks kvinder.

Det skriver TV2.

Igen skal holdet igennem et træningskursus, der er lavet med inspiration fra optagelsesforløb for danske elitesoldater, der er kendt som et af verdens hårdeste.

Selvom holdet denne gang ikke ligner de tidligere, lover Thomas Rathsack, at der ikke er tale om en 'light'-version af programmet.

- Vi har en aspirantprofil, der adskiller sig markant fra foregående sæsoner. Det en broget skare med forskellige baggrunde – og så er der både mænd og kvinder, hvilket er den største forskel. Men vi kommer ikke til at differentiere mellem kønnene overhovedet, siger Thomas Rathsack og tilføjer:

- Nogle øvelser har vi justeret en anelse på for at imødekomme den diversitet, der er. Men når det er sagt, bliver det overhovedet ikke en 'Korpset' light - slet ikke. De kommer ikke sovende til det, og vi behandler dem ikke anderledes end i de øvrige sæsoner.

Det vil heller ikke blive taget med, hvad folk tidligere har eller ikke har lavet, når de indtræder i korpset.

- Vi vasker tavlen ren, når de kommer. Og så er det lige meget, hvem man er, eller hvor mange følgere man har på de sociale medier, siger Thomas Rathsack.

Du kan læse, hvem de nye aspiranter er her:

 

1

Bo Hamburger

50-årige Bo Hamburger er tidligere professionel cykelrytter og sportsdirektør. I dag arbejder han som underviser og coach - især om cykling. Han har også udgivet bogen 'Hamburger - uden filter'.

Bo Hamburger cykler stadig den dag i dag og styrketræner. Hans motivation for at være med i korpset er at få en udfordring, han ikke kan få andre steder.

 

2

Cecilie Lind

31-årige Cecilie Lind er iværksætter, personlig træner, kostvejleder, foredragsholder, kogebogsforfatter og instagrammer. Hun er også kvinden bag The Protein Kitchen, der producerer to go-retter.

Hun er tidligere elitetennisspiller og er i dag i sit livs bedste form og klar til at prøve kræfter med prøvelserne i 'Korpset'.

 

3

Daniel Svensson

Daniel Svensson er tidligere professionel håndboldspiller og har spillet i klubber som FC København, AaB og den spanske klub Toledo Balonmano. Han stoppede karrieren i 2017, efter at han fik konstateret lymfekræft. I dag er han kommentator på TV 2 SPORT og direktør i Ajax København.

Daniel Svensson er i dag kræftfri og i god fysisk form. Han dyrker både styrketræning, løb og yoga.

 

4

Christel Pixi

Dessertkokken Christel Pixi er kendt som fast kok på 'Go' Morgen Danmark' og arbejder også som dj og kogebogsforfatter.

Den 35-årige dessertkok spiser efter eget udsagt et stykke wienerbrød hver eneste dag, men hun er i fysisk topform. Hun styrketræner, dyrker crossfit, ror, dyrker bikramyoga og vinterbader.

 

5

David Owe

Skuespiller David Owe er kendt fra danske serier som 'Ørnen', 'Løbeklubben' og 'Mellem os'. Udover skuespillet har David Owe også arbejdet som stuntman og koreograf.

Den 42-årige skuespiller bevæger sig meget og dyrker både crossfit, løbetræning og spiller fodbold og nyder højintens træning.

 

6

Dina Thorslund

Den 26-årige professionelle bokser Dina Thorslund er regerende verdensmester i sin vægtklasse og har 14 vundne kampe på CV'et. Hun er uddannet fysioterapeut og arbejder som fitnessinstruktør.

Dina Thorslund dyrker også crossfit og løb. Hun har sagt ja til 'Korpset' for udfordringen og oplevelsens skyld, samt fordi hun har et stort konkurrencegen.

 

7

Frederik Nonnemann

30-årige Frederik Nonnemann er professionel danser kendt fra 'Vild med dans', hvor han har været med siden 2013. Han har danset professionelt for musikere i Danmark og udlandet og underviser også på danseskoler rundt om i Danmark. Han er uddannet økonom og arbejder også med marketing.

Frederik Nonnemann træner og underviser i mange timer hver dag og er ekstremt udholdende. Udover dansen dyrker han styrketræning og yoga.

 

8

Rikke Hørlykke

Tidligere håndboldspiller Rikke Hørlykke har gennem sin karriere spillet i både Tyskland og Danmark. Hun har spillet 125 landskampe for kvindelandsholdet i håndbold. I dag arbejder hun som personlig træner og crossfitinstruktør og har også udgivet en bog om træning.

Rikke Hørlykke er i fysisk topform i kraft af sit arbejde og dyrker udover crossfit også løb og styrketræning.

 

9

Mazen Ismail

35-årige Mazen Ismail er både forfatter, komiker, musiker og iværksætter. Han er blandt andet kendt for standupshowene 'Sådan sender I mig hjem' og 'Sådan overtager vi Danmark' og for sine satiriske Facebookvideoer. Han kom til Danmark i en alder af fem år og har libanesiske rødder.

Mazen Ismail er i god fysisk form og dyrker både styrketræning, fodbold og løb.

 

10

Sarah Bro

24-årige Sarah Bro er tidligere professionel svømmer og har igennem sin karriere vundet 20 danske mesterskaber. Ved OL i 2021 i Tokyo får hun sin tv-debut, hvor hun skal være vært og kommentator på legende.

Selvom hun i år indstillede sin professionelle karriere, svømmetræner Sarah Bro stadig intensivt og dyrker også både styrke- og konditionstræning - og så er hun et kæmpe konkurrencemenneske.

 

11

Søren Vejby

46-årige Søren Vejby er skuespiller, forfatter og journalist. Han er kendt fra blandt andet serien 'Livvagterne' og julekalenderen 'Tinka og kongespillet'. Han har udgivet to romaner og været vært på flere tv-programmer. Han er tidligere stofmisbruger og holder foredrag om misbrug for unge.

Søren Vejby er yogainstruktør og dyrker også styrketræning, løb og kampsport og er i topform til at medvirke i 'Korpset'

 

12

Sophie Fjellevang-Sølling

39-årige Sophie Fjellvang-Sølling er tidligere professionel skiløber og har blandt andet deltaget i flere verdensmesterskaber og et enkelt OL. I 2017 blev hun færdiguddannet tandlæge, som er hendes primære karriere i dag, men hun arbejder også som coach og har stillet op i konkurrencer i bodybuilding og bikinifitness.

I dag dyrker hun crossfit, løb og kitesurfing og træner fem gange om ugen. Hun har sagt ja til 'Korpset' for at få et afbræk fra hverdagens hamsterhjul - og fordi hun elsker at blive presset udover sin egen grænse.

1 af 2 Nu kommer programmet tilbage. Foto: Jakob Boserup
2 af 2 
66 kommentarer
Vis kommentarer