Klar, parat, julebag: Her er de kommende 'Bagedyst'-deltagere

Igen i år viser DR en særudgave af det populære program, hvor tidligere deltagere dyster mod hinanden. Hele tre tidligere vindere skal i kagekamp

Ditte Julie Jensen er tilbage i 'Den store bagedyst'. Foto: DR/Sanne Christopersen
Ditte Julie Jensen er tilbage i 'Den store bagedyst'. Foto: DR/Sanne Christopersen

Lørdag aften sluttede 2018-udgaven af 'Den store bagedyst'. Heldigvis skal fans af programmet ikke vente et helt år, før der igen bliver kæmpet i blanke glacer og en god afbagning.

Om kun en måned - helt præcis 25. december - sender DR en speciel jule- og nytårs-udgave af 'Den store bagedyst'. Det afslørede de kommende deltagere næsten synkront på de sociale medier i aftes, da Emil Obel var kåret som vinder.

Se også: Her er vinderen af 'Den store bagedyst'

Det er lykkedes at få tre tidligere vindere med i julebage-dysten. Både Emil, der vandt i år, Andrea, der nappede trofæet sidste år, og 2015-vinderen Liv Martine er med.

I særudgaven af 'Den store bagedyst' stiller de tidligere deltagere op i par. Emil Obel skal bage med sin finalekonkurrent Jasmin, mens Jon skal arbejde sammen med Marianne fra den netop afsluttede sæson.

Andrea får Jesper som makker, mens Liv Martine skal tune håndmikseren sammen med Ditte Julie. Sidste par er Iben - hende med legendariske numsekage - og Jesper.

Sådan så Ibens polterabend-kage ud. Foto: Linette Odgaard
Sådan så Ibens polterabend-kage ud. Foto: Linette Odgaard

På sin blog skriver Liv Martine Hansen, at seerne godt kan begynde at glæde sig. Selv glæder hun sig over, at hun denne gang ikke skal bage mod, men med Ditte Julie.

'Ditte var uden tvivl min største konkurrent i 'Den store bagedyst', og det var fra dag et hende, jeg gik efter at slå! Ditte er perfektionistisk til fingerspidserne, og hvis du skal slå hende, så skal du stå meget tidligt op. MEN denne gang skal vi ikke dyste imod hinanden…… VI SKAL VÆRE PÅ HOLD SAMMEN!', skriver hun.

Ditte Julie Jensen har det på samme måde.

- En af hoved-grundene til, at jeg sagde ja, var, at Liv og jeg skulle arbejde sammen. Det var vildt at være tilbage, siger hun i optagelserne, der allerede er i kassen.

- Jeg havde helt glemt, hvor fedt, men også hvor hårdt det er at arbejde på den måde, siger hun til Ekstra Bladet.

Se også: Ude af 'Den Store Bagedyst': Det her kostede mig finalen

For Ditte Julie Jensen er det nærliggende, at hun og Liv Martine Hansen skal samarbejde mere i fremtiden.

- Vi har bevist i tre år, at der er plads til os begge. Vi er meget forskellige, så det kunne da være fint med mere samarbejde, siger Ditte Julie Jensen, der også har fået smag for mere tv.

- Jeg er i hvert fald blevet bekræftet i, at det er fedt at lave tv. Jeg har selv udviklet et tv-koncept, der er blevet lavet en dummy på, så jeg håber da, at det bliver til noget i 2019, siger hun.

Se også: Se billedet: Kage-darling i spektakulært numseløft

Det er 25. december, at DR viser den særligt udgave af 'Den store bagedyst'.

26 kommentarer
Vis kommentarer