Kunder tordner mod TV2

TV2 Play er ramt af en strøm af dårlige anmeldelser på Trustpilot. TV2 beklager over for alle de kunder, der har oplevet fejl

For tiden kan man blandt andet streame den aktuelle femte sæson af 'Rita' på TV2 Play. Foto: Martin Juul/TV2/Free
For tiden kan man blandt andet streame den aktuelle femte sæson af 'Rita' på TV2 Play. Foto: Martin Juul/TV2/Free

Den danske streamingtjeneste TV2 Play har de seneste dage været skydeskive for vrede kunders dårlige anmeldelser på tjenesten Trustpilot.

'Ingen streamer værre end TV2!', skriver en bruger, som oplever problemer med hakkende lyd og fastfrosne billeder.

'Klart den dårligste app til smart tv', skriver en anden, og en tredje bakker op med meldingen:

'Føler jeg har smidt 139 kr i toilettet-- det en ommer.'

Se også: - Det hårdeste jeg har prøvet

Skal man tro de vrede anmeldere, har streamingtjenesten problemer med den seneste opdatering, signalet på Live TV er ustabilt, appen virker ustabil, programmerne fryser, eller der dukker en besked op, hvor der står ’Hov, noget gik galt’.

Derudover har flere af Trustpilots brugere oplevet problemer med kundesupporten.

'Da jeg opdagede, at pengene blev trukket, kontaktede jeg chatten på TV2 og blev mødt med konfliktoptrapning i stedet for forståelse', skriver en bruger.

Beklager
Ifølge digital udviklingschef hos TV2, Clara Mai Kunstmann, har TV2 registreret hele 11 anmeldelser bare i weekenden efter den seneste opdatering, og man læser og reagerer på dem alle.

'Intet er vigtigere for os end en stabil tjeneste, og hvis der er brugere, der har oplevet fejl i forbindelse med vores seneste opdateringer, skal jeg være den første til at beklage det. Vi arbejder hver dag på at skabe den bedst mulige kundeoplevelse, men der opstår ind imellem fejl, som vi hurtigst muligt forsøger at løse i samarbejde med vores leverandører', skriver hun i en mail til Ekstra Bladet.

Se også: Filmoptagelser afbrudt midt i sexscene

Hun forsikrer, at så snart en kunde henvender sig med en fejl, sætter TV2 alle ressourcer i gang med at få løst fejlen. Det kan dog ikke undgås, at de 600.000 kunder, der abonnerer på streamingtjenesten, en gang imellem vil opleve fejl, siger Clara Mai Kunstmann.

Specifikt i forhold til klagerne om TV2's kundesupport, svarer hun:

'Vi tager altid kritik alvorligt, og hvis der er en kunde, der har haft en dårlig oplevelse, er det naturligvis noget, vi beklager og retter op på. Når vi er i dialog med vores kunder, er vores primære opgave at hjælpe kunden hurtigt videre og få rettet eventuelle fejl hurtigst muligt, så kunderne igen kan få glæde af alt det gode indhold på TV 2 PLAY'.

1 af 2 Arkivfoto: Jonas Olufson
2 af 2 For tiden kan man blandt andet streame den aktuelle femte sæson af 'Rita' på TV2 Play. Foto: Martin Juul/TV2/Free
81 kommentarer
Vis kommentarer