Langer ud efter tv-vært: - Mikrofonholder!

Mikrofonholderi og tomgangssnak. Sådan beskriver SF's Karsten Hønge DR-interviewet med USA's udenrigsminister, da han var på besøg i Danmark. Nu svarer journalisten igen

SF-politiker Karsten Hønge langer i debatindlæg og på Twitter ud efter DR's Johannes Langkilde for mikrofonholderi. Foto: Jacob Ehrbahn
SF-politiker Karsten Hønge langer i debatindlæg og på Twitter ud efter DR's Johannes Langkilde for mikrofonholderi. Foto: Jacob Ehrbahn

'Servil tomgangssnak' og mikrofonholderi fra en journalist, der ikke kunne skjule sin 'næsegruse beundring' af USA.

'Johannes Langkilde lød som Jeppe i baronens seng, der slet ikke kan tro sit eget held,' skriver SF-politiker Karsten Hønge blandt andet i sit debatindlæg i B.T. om DR-journalisten Johannes Langkildes interview med USA's udenrigsminister, Mike Pompeo.

Det medførte en mindre ordkrig på Twitter mellem DR's journalist og politikeren.

En journalist skal bide sig fast
Øverst på dagsordenen stod spørgsmålet om USA's motivation over for Arktis.

Selvom Langkilde i det omtalte interview spurgte til netop det, var det for Karsten Hønge slet ikke nok.

- Amerikanerne er jo aggressive over for Danmark. Vi har ret til at gå hårdt til dem her. Hvornår oplever vi ellers, at en nær allieret går ind og forsøger at destabilisere en anden allierets styreform? Det er helt uhørt, siger Karsten Hønge til Ekstra Bladet.

'Jeg tror, du forveksler det med god opførsel. Tror du, en vredladen og uhøflig attitude havde givet bedre svar?' spørger Langkilde blandt andet på Twitter.

- Selvfølgelig skal man være høflig. Det ene udelukker jo ikke det andet. Pompeo giver ikke et eneste svar på spørgsmålene, og så er det altså en journalists opgave at bide sig fast og insistere på at få svar på spørgsmålene - ikke bare virke overvældet, imponeret og ydmyg, lyder det fra SF'eren.

DR skulle ikke have sendt det
Politikeren foreslår, at DR kunne have undladt at sende interviewet.

- Man kan konstatere, at det ikke holder en meter journalistisk. De vælger at sende det i primetime, og de genudsender det ovenikøbet.

Ud over DR's manglende insisteren på svar undrer politikeren sig over, at Danmark går med på den amerikanske præmis om, at de kun ønskede få spørgsmål og kun fra DR.

- Det er helt skævt at gå ind på den præmis. Pompeo slipper fuldstændig afsted med det. Han sidder bare og smiler og taler om fremgang og lykke for Grønland og Danmark, siger han og fortsætter:

- Det er ikke en facon, der tjener hverken regeringen eller pressen, men det skal Ekstra Bladet jo ikke have skylden for, når I ikke var inviteret.

Journalist Johannes Langkilde ønsker ikke at medvirke, men fortæller, at han synes, at hans kommentar på Twitter står tilstrækkelig tydeligt.

360 kommentarer
Vis kommentarer