'Luksusfælden'-deltager: Har intet job og nasser alt fra familie

Jacob er 25 år og bor stadig hjemme. Selvom han intet job har, bruger han hver måned knap 10.000 kroner på fornøjelser og computerspil

De sorte rander om øjnene på aftenens deltager af 'Luksusfælden', Jacob, vidner om et stillesiddende liv foran computeren.

Sådan har det været længe. Jacob har stort set ikke flyttet sig, siden han gik i folkeskole.

Selvom dåbsattesten tæller 25 år, har Jacob intet arbejde, ingen uddannelse, bor stadig hjemme hos sin familie og lever et komplet ansvarsløst liv.

Det, der fylder mest i hans liv, er computerspil og junkfood. Faktisk spiller han computer i op mod 14 timer hver eneste dag.

Og det er ikke ham selv, der betaler gildet.

Selvom Jacob aldrig løfter en finger, har han hver måned en indtægt på knap 12.000 kroner.

Penge som primært kommer fra hans familie. Hver måned 'låner' Jacob nemlig 11.300 kroner af sine forældre.

Se også: Bilnørden Jens købte en ny bil - hver anden måned: Sådan går det efter 'Luksusfælden'

Kviklån og kæmpe gæld
Med en husleje på nul kroner og en indtægt på knap 12.000 kroner skulle man tro, at Jacob ellers ville have nogenlunde styr på sin økonomi. Men sådan forholder virkeligheden sig ikke.

Siden Jacob fyldte 18 år, har han oparbejdet en massiv gæld. Han har taget utallige kviklån og skylder i dag alt i alt 644.000 kroner.

Det afslører eksperterne i programmet for Jacob, som selv virker noget overrasket.

Men det er ikke så overraskende endda.

- Hver gang jeg modtager en regning, lægger jeg den ned i min 'hemmelige' skuffe, siger Jacob og åbner en skuffe, der er fyldt med gamle regninger i hvide konvolutter.

Selvom Jacob ikke selv tjener nogle penge, har han et kolossalt forbrug.

På blot ét år har han blandt andet brugt 32.000 kroner på forskellige computerspil.

Og selvom hans familie laver hjemmelavet mad til ham hver dag, bruger han 1600 kroner på junkfood hver eneste måned.

Og det er ikke engang der, at det står værst til. Den højeste udgift ligger på fornøjelser. Hver eneste måned bruger Jacob knap 10.000 kroner på elektronik, spil og fornøjelser.

Det provokerer eksperterne.

Eksperterne mener, at Jacob lever som et forkælet barn. Foto: TV3
Eksperterne mener, at Jacob lever som et forkælet barn. Foto: TV3
 

Ingen samvittighed
Selvom Jacob siger, at han er motiveret for at ændre sig, har eksperterne deres tvivl.

Få dage efter at Jacob var blevet godkendt til at medvirke i 'Luksusfælden' brugte han 23.000 kroner på en særlig specialdesignet  gamer-computer.

- Jeg tænkte bare, at min far gerne ville give mig en fødselsdagsgave, argumenterer han, da eksperterne sætter spørgsmålstegn ved indkøbet.

Og som om det ikke var nok, så brugte han i samme dage 4500 kroner på et kamera og yderligere 5500 kroner på forskellige ting i Elgiganten.

- Hvis jeg var dig, så ville jeg simpelthen være nærmest nedbøjet med dårlig samvittighed, siger ekspert Mette Reissman i programmet til Jacob.

Se også: 'Luksusfælden'-deltager har ikke haft job i ni år: - Det kan ikke betale sig

Skal tage sig sammen
Ekspert Carsten Linnemann afbryder.

- Jeg tror ikke, at det er en følelse, der indgår i Jacobs følelsesregister, fordi hvis du havde haft dårlig samvittighed eller bare tilstrækkelig nok dårlig samvittighed, så havde du handlet på det her for lang tid siden. Du har bare lænet dig tilbage og nydt det søde liv, uden at du selv skulle gøre noget som helst.

Selvom Jacob indvender, at han da har lidt dårlig samvittighed, erkender han også, at det ikke har været nok, til at tage konsekvensen af det.

- I situationen så er det rigtigt nok, så tænker jeg ikke så meget over det, erkender han.

Beskeden til Jacob fra eksperterne er krystalklar.

Hvis Jacob skal have nogen som helst chance for at få sig et nyt og bedre liv, så skal tingene ændre sig nu.

Men vil Jacob indse, at han skal tage sig sammen, sælge computeren og finde et job, eller læner han sig tilbage i gamerstolen og fortsætter livet bag skærmen med junkfood, penge fra familien og en hastigt voksende gæld?

'Luksusfælden' kan ses i aften 20.00 på TV3.

Se også: 'Luksusfælden': Køber koncertbilletter og fotoudstyr for konens barselsdagpenge

 

Skærm

Mest læste i flash!
Hent flere