Mødte dansk popstjerne: - Jeg forstår det ikke

Mathilde Caffey skal optræde sammen med sangeren Christopher, når første del af 'X Factor'-finalen afvikles fredag

Hør Mathilde Caffey fortælle om sin kommende duet med Christopher i videoen. Video: Rasmus Flindt Pedersen

- Tænk, det er min første duet, og så bliver det med ham. Det er jo sindssygt.

Sådan lyder det fra 'X Factor'-finalisten Mathilde Caffey, der har fået en af dansk musiks hitmagere ved sin side, når første del af 'X Factor'-finalen afvikles fredag aften.

Her skal Mathilde Caffey og Christopher sammen synge sidstnævntes 'Leap of Faith' og 'Ghost', og Mathilde, der starter i 10. klasse efter sommerferien, forstår godt, hvis jævnaldrende piger bliver lidt misundelige.

- Det er ret vildt, og jeg forstår det ikke helt selv. Det er ikke, fordi jeg er den største fangirl af Christopher, men han er nok en af de danske artister, jeg har allerstørst respekt for, siger Mathilde Caffey.

Oh Land har som den eneste af årets dommere aldrig oplevet at føre en deltager til finalen. Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix Film, tv & radio - 16. maj. 2020 - kl. 06:16 Kæmpe nedtur for Oh Land

Hun fortæller gerne om mødet med hitsangeren, for det er gået over al forventning, og hvis man kan tage Mathilde Caffeys ord for troende, er popsangeren alt andet end krukket. Faktisk er det umuligt at få et negativt ord over hendes læber.

- Han er pissesjov. En pissesjov type og mega meget nede på jorden. Han overgik al forventning med hans måde at være på, det var mega dejligt. Han var god til at hjælpe mig, hvis der var noget, jeg havde svært ved i teksten, lyder de rosende ord med et stort smil efter det første møde.

Christopher skal forsøge at hjælpe Mathilde til sejr i 'X Factor'. Foto: Jonas Olufson
Christopher skal forsøge at hjælpe Mathilde til sejr i 'X Factor'. Foto: Jonas Olufson

Mathilde Caffey, der kan se sine konkurrenter få hjælp af Jada, Jung og Hjalmer, har forsøgt at nedtone sin egen begejstring for Christopher, men han gør det ikke let for hende.

- Jeg forsøger at holde det cool. Jeg har så meget respekt for ham, men han er meget overskudsagtig og siger 'du kommer bare hjem (til mig, red.) på Christianshavn'. Jeg vil gerne være ydmyg, men indeni er jeg ved at brænde op og skrige. Der går lidt fangirl i mig, griner hun.

Hør meget mere om Mathildes møde med Christopher i videoen over artiklen.

Christopher ved om nogen, hvordan man håndterer en 'X Factor'-deltager. Han optrådte ved 'X Factor'-finalen i 2012, i 2014 sang han sammen med vinderduoen Anthony Jasmin, og i 2016 forsøgte han sammen med Brandon Beal at hjælpe Reem til sejr uden held.

Hvordan det går duoen, kan ses fredag aften i 'X Factor'. Ekstra Bladet er naturligvis på plads til finalen i Brøndby og følger slagets gang. Vinderen af programmet findes lørdag.