Morten ude af 'Robinson': Ryggen gjorde pisse ondt

35 dage nåede Morten Bøvling at tilbringe på en ø. Plaget af smerter forlod han ekspeditionen

Morten Bøvling er færdig i årets ekspedition. Foto: TV3
Morten Bøvling er færdig i årets ekspedition. Foto: TV3

Lige ved og næsten. Det blev facit for Morten Bøvling i årets 'Robinson Ekspeditionen', der efter 35 dage måtte lide den tort at blive smidt hjem til Danmark af sine holdkammerater kort efter sammenlægningen var en realitet.

Han blev svigtet af gamle allierede.

- Vi havde en aftale på helteholdet om, at vi skulle så mange til sammenlægningen som overhovedet muligt og derfra videre til finalen. Vi havde håbet, at Zanne og Türker stadig var med os, for så havde vi haft flertal, siger Morten Bøvling til Ekstra Bladet.

Se også: Læge tilkaldt: Deltager falder sammen på dansk tv

Han understreger dog, at han ikke bærer skyggen af nag.

- Jeg ved godt, at de (Zanne og Türker, red.) gjorde det for at redde deres egen røv. Det er ikke andet end et spil, og jeg var klar over, at pilen pegede mod mig. Stjernerne skal stå helt rigtigt, for at man vinder, og mange faktorer skal gå op i en højere enhed. Det gjorde de ikke for mig, men det er altså bare et spil, siger han.

Det gjorde ondt på vennerne, at Morten skulle forlade ekspeditionen. Foto: TV3
Det gjorde ondt på vennerne, at Morten skulle forlade ekspeditionen. Foto: TV3

Ikke værdig?
Én ting indrømmer han dog, at han ikke helt forstår. De andre deltagere talte meget om værdighed, og at det betød meget i udstemningsprocessen, hvor værdig en modstander var.

- Hvis jeg ikke bliver set som en værdig spiller i årets 'Robinson', så ved jeg ikke, hvem det ellers skulle være. Det klinger lidt hult, siger Morten Bøvling.

Foto: TV3
Foto: TV3

Han har haft et begivenhedsrigt 'Robinson', hvor han blandt andet vandt dyster på stribe sammen med helteholdet. Men der var også det negative, da han gled på en sten og pådrog sig voldsomme rygsmerter. De smerter påvirkede ham gennem ekspeditionens sidste dage, hvor han måtte benytte sig af sportstape i dysterne.

- Det gjorde pisse ondt. Jeg skulle hvile ryggen, men jeg ville samtidig ikke virke svag, så de kunne pille mig ud. Det gjorde, at ryggen ikke fik den hvile, den skulle have. Jeg havde meget, meget ondt. Man skal have både hovedet og hjertet med sig, og jeg blev ved med at sige til mig selv, at jeg havde hjertet med, mens hovedet sagde, jeg skulle stoppe, siger Morten Bøvling og runder af.

- Det har været skide hårdt, men også den største oplevelse nogensinde. Det er ikke noget, man kan sammenligne noget som helst. Jeg har fået venskaber, jeg ikke troede, jeg skulle få, og jeg har prøvet nogle ting, jeg aldrig kommer til at prøve igen. Det har været hårdt. Og super fedt, slutter han af.

Skærm

Mest læste i flash!
Hent flere