Netflix-megahit droppes

Fans af seriemorder-serien 'Mindhunter' må efter al sandsynlighed affinde sig med, at der ikke kommer en tredje sæson

I et nyt interview med mediet Vulture fortæller instruktør David Fincher, at der sandsynligvis ikke kommer en tredje sæson af den ellers voldsomt populære Netflix-serie 'Mindhunter', der har kørt i to sæsoner.

Årsagen er ikke, at serien har floppet rent kunsterisk. Den roses fra alle sider - ikke mindst af anmelderne - men Netflix har tilsyneladende fundet den for dyr at fortsætte.

Direkte adspurgt om, hvor vidt 'Mindhunter'-serien, der har haft danske Tobias Lindholm som medinstruktør, er slut, lyder svaret fra David Fincher: 'Jeg tror, det er sandsynligt'.

Holt McCallany og Anna Torv i rollerne som FBI-agenten Billy Tench og psykologen Wendy Carr. Foto: Netflix
Holt McCallany og Anna Torv i rollerne som FBI-agenten Billy Tench og psykologen Wendy Carr. Foto: Netflix
 

En dyr serie
Instruktøren lægger ikke skjul på, at det har spillet ind på Netflix' beslutning, at det ikke har været helt billigt at få en mand af hans kaliber til at levere en tv-serie.

- I forhold til det seerantal, den havde, var det en dyr serie. Jeg tror ikke, det kan gøres billigere end sæson to, og på et eller andet niveau må man også være realistisk i forhold til, at forholdet mellem penge og seere skal gå op, siger David Fincher.

Udover at være en dyr serie er det - ifølge Fincher - også en ekstraordinær hård opgave at få serien i kassen.

- Det er en 90-timers arbejdsuge. Det fylder alt i dit liv. Da jeg var færdig (med sæson to, red.) var jeg utrolig udmattet og sagde: 'Jeg ved ikke, om jeg har lyst til at tage hul på en tredje sæson', siger Fincher til Vulture.

De første to sæsoner - i alt 19 afsnit - af 'Mindhunter' kan ses på Netflix.

24 kommentarer
Vis kommentarer