Netflix vil slå ned på brugere der deler adgangskoder med venner

Firmaet vil holde nøje øje med problemet

Netflix har for nyligt offentliggjort den nye Breaking Bad-film, El Camino. Se traileren her. Video: Netflix

Netflix vil fremover begrænse omfanget af brugere, der deler deres adgangskoder til streamingtjenesten mellem sig.

Det fortæller Netflix' Chief Product Officer Greg Peters i et Youtube-interview om fimaets kvartalsrapport, som blandt andre Independent har omtalt.

I Netflix' retningslinjer lyder det, at enhver husstand skal have sin egen Netflix-konto. Derfor strider det imod reglerne, når brugere deler adgangskoder og dermed deler deres konti på tværs af husstandene.

Netflix-brugere har muligheden for at oprette flere profiler med det samme login. Men at dele adgangskoder på kryds og tværs mellem familie og venner er at tage dette til et andet niveau, og ifølge Independent er det et stigende problem blandt streaming-tjenester.

En undersøgelse fra research-virksomheden Magid viser således, at 35 procent af de adspurgte 'millennials' (folk født mellem 1981 og 1996, red.) deler deres passwords til streamingtjenester med andre.

I interviewet, der ligger på Youtube-kanalen Netflix Investor Relations, bliver Greg Peters spurgt, hvordan de vil håndtere problemet med password-deling.

- Vi overvåger det fortsat, så vi ser på situationen. Vi ser på nogle brugervenlige måder at skubbe til det på, siger Greg Peters, men fortæller også, at virksomheden ikke har nogen 'store planer' at offentliggøre lige nu.

229 kommentarer
Vis kommentarer