Nu forklarer TV2 kæmpe ændring

Nu forklarer TV2, hvorfor de har valgt at ændre reglerne i 'Vild med dans'

To personer af samme køn får nu mulighed for at danse sammen i 'Vild med dans'. Foto: Mogens Flindt
To personer af samme køn får nu mulighed for at danse sammen i 'Vild med dans'. Foto: Mogens Flindt

Tirsdag annoncerede TV2, at der bliver markante ændringer i programmet, når 'Vild med dans' løber over skærmen til efteråret. Her bliver det nemlig for første gang på dansk tv med et dansepar af samme køn.

Det sker, når 'Vild med dans'-veteranen Silas Holst vender tilbage til det populære danseprogram efter fem års pause. I den nye sæson skal han nemlig danse sammen med skuespilleren Jakob Fauerby, der sammen med Laus Hørbye og Mille Lehfeldt udgør den satiriske musikgruppe PLATT-FORM.

Det bekræftede TV2 tirsdag over for Ekstra Bladet.

Nu sætter programmets redaktør, Thomas Strøbech, ord på, hvorfor de har valgt at åbne op for den mulighed.

Se også: Chok i 'Vild med dans': TV2 med stor ændring

- På TV2 har vi længe været åbne for at se to personer af samme køn danse sammen. I år har der været et ønske fra en af de medvirkende om at danse med én af samme køn, og det har vi valgt at imødekomme, siger han til tv2.dk.

Selvom det er nyt herhjemme, at par af samme køn danser sammen i 'Vild med dans', så er det set flere gange i udenlandske versioner af 'Vild med dans'.

Det skete eksempelvis i Israel i 2010, da den kvindelige sportsvært Gili Shem Tov dansede med en kvindelig danser.

Også i Italien har par af samme køn stillet op før. Her nåede den mandlige stylist Giovanni Cicci i 2018 til finalen sammen med sin dansepartner Raimondo Todaro.

I 2014 vandt Silas Holst 'Vild med dans' sammen med den tidligere tv-vært Sara Maria Franch-Mærkedahl. Efterfølgende valgte Silas Holst at holde en pause fra programmet. Foto: Mogens Flindt
I 2014 vandt Silas Holst 'Vild med dans' sammen med den tidligere tv-vært Sara Maria Franch-Mærkedahl. Efterfølgende valgte Silas Holst at holde en pause fra programmet. Foto: Mogens Flindt

På tide
Hos TV2 er de begejstrede for, at de nu følger i andre landes fodspor.

Allerede tilbage i 2017 åbnede underholdningsredaktør Thomas Strøbech op for muligheden, at par af samme køn kunne deltage i dansekonkurrencen.

- Jeg synes, det er på tide. Det synes jeg, fordi 'Vild med dans' er et stort program, som rigtig mange mennesker ser, og jeg tror, det er godt at vise nogle nye og mere varierede billeder end dem, vi er vant til, siger Thomas Richardt Strøbech.

Se også: 'Vild med dans'-stjerne jubler: Han sagde ja

Ifølge underholdningsredaktøren er der dog en god grund til, at de har valgt at vente til nu med at åbne op for muligheden for par af samme køn.

- Helt lavpraktisk skulle vi sikre os, at der var en af de professionelle dansere, der havde lyst. Den første, vi spurgte, var Silas, og han sagde ja. Derfor syntes vi, det var fair at gå ud med begge navne nu – også for at undgå spekulationer, fortæller han og understreger dermed også, at det er en mulighed for alle at stille op med en partner af samme køn.

Ekstra Bladet har forsøgt at få en kommentar fra TV2, men de er i skrivende stund ikke vendt tilbage på vores henvendelse. Ekstra Bladet har desuden forsøgt at få en kommentar fra Silas Holst, også uden held.

Jakob Fauerby (til venstre) skal danse med Silas Holst i den nye sæson af 'Vild med dans'. Foto: Jonas Olufson
Jakob Fauerby (til venstre) skal danse med Silas Holst i den nye sæson af 'Vild med dans'. Foto: Jonas Olufson

Rigtig godt tiltag
Hos Landsforeningen for Bøsser, Lesbiske, Biseksuelle og Transpersoner byder de det nye tiltag velkommen.

- Vi synes, det er et rigtig godt tiltag. Noget af det, der er rigtig svært for LGBT-personer, er, når de kigger ud i mediebilledet. For her er der stadig en tendens til, at vi er usynlige. Når man kigger i de fleste medier, så findes vi ikke rigtig. Men det her kan være med til at ændre det og er med til at rykke ved den usynlighed, siger Ask Ulrich Petersen, der er forperson i foreningen, til Ekstra Bladet.

Ifølge ham kan det nye tiltag muligvis være med til at rykke ved folks fordomme om LBGT-personer.

- Jeg tænker, det er vigtigt, fordi der er mange mennesker, der ser 'Vild med dans'. Det er et popkulturprogram, der kommer ud til en bred befolkning. Vi skal vise, at befolkningen er bred, og at de folk, der er LGBT-personer, ikke skal føle sig ekskluderet, siger han.

Se også: Chok i 'Vild med dans': TV2 med stor ændring

For Ask Ulrich Petersen er det ikke afgørende, hvorvidt de to personer, der danser sammen, er homoseksuelle eller ej.

- Dansekultur er meget bred, og den skal være åben for alle. Jeg er ligeglad med, hvilken seksualitet folk, der danser, har. Det vigtige er mangfoldigheden og vise, at folk sagtens kan danse med folk af samme køn, siger han og fortsætter:

- Det er dejligt at vide, at vi er respekteret, og det kan være, at vi netop kan røre ved, at folk mere får øjnene op for, at Danmark er mangfoldig. Det vigtigste er, at vi bliver set, og at vi ikke føler os usynlige.

144 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Mest læste i flash!
Hent flere