Nye anklager mod TV2-talent: Svindlede kvinde for 38.000 kroner

En norsk kvinde fortæller nu, at Martin Castor, der er aktuel i 'Danmark har talent', har svindlet hende for flere tusinde norske kroner for bare få år siden

Martin Castor har tidligere været under 'Operation X's' lup. Her blev han afsløret i svindel. Foto: Per Arnesen/TV 2
Martin Castor har tidligere været under 'Operation X's' lup. Her blev han afsløret i svindel. Foto: Per Arnesen/TV 2

Mandag kunne Ekstra Bladet afsløre, at Martin Castor, der i lørdagens afsnit af talentshowet 'Danmark har talent' fik 'guldknappen' af Jarl Friis Mikkelsen for sit hypnosenummer, i 2008 blev afsløret i massiv svindel i TV2-programmet 'Operation X' - De falske Åndemagere'.

I programmet dokumenterede vært Morten Spiegelhauer, at Martin Castor gentagne gange udnyttede sin stilling som clairvoyant og snød sine klienter, når de kom til ham for at få viden om deres afdøde familiemedlemmer og kære.

Via skjult kamera kunne TV2-holdet dokumentere, at Martin Hulbæk blot søgte sig frem til oplysninger om sine klienters familiemedlemmer på internettet og tog dyre domme for en konsultation, hvor han udgav sig for at være et medie.

Se også: Afsløret i svindel: Nu stiller han op i populært talentshow på TV2

I flere tilfælde kom Martin Hulbæk endda med informationer om ikke-eksisterende og fiktive personer, som 'Operation X' havde oprettet på internettet for at afsløre hans svindel.

Martin Castor imponerede dommerne med sit hypnosenumemr. Foto: Per Arnesen/TV2
Martin Castor imponerede dommerne med sit hypnosenumemr. Foto: Per Arnesen/TV2

Overfor Ekstra Bladet bekræftede TV2 mandag, at det er Martin Hulbæk (nu Castor), der deltager i 'Danmark har talent'. Her forklarede TV2's underholdningsredaktør, at de ikke ser Martin Castors deltagelse som problematisk, fordi det er mange år siden, at Martin Castor blev taget for svindel.

- Martin Castor er hverken dømt eller sigtet for at have svindlet i den pågældende sag. Han arbejder ikke længere som clairvoyant, ligesom han i 'Danmark har talent' stiller op med hypnose som underholdning og ikke clairvoyance. Da den pågældende sag er 10 år gammel, vurderer vi ikke, at den skal være en hindring for en optræden i et underholdningsshow indenfor et anderledes felt, sagde TV2's underholdningsredaktør, Thomas Richard Strøbech, til Ekstra Bladet.

Hege Amundsen føler sig svindlet af Martin Castor. Foto: Privatfoto
Hege Amundsen føler sig svindlet af Martin Castor. Foto: Privatfoto
 

Norsk kvinde svindlet
Men nu står den 38-årige norske kvinde Hege Amundsen frem og fortæller, at hun så sent som i 2015 er blevet udsat for svindel af Martin Castor i forbindelse med et hypnotisørkursus, som han udbød i Danmark på skolen 'Dansk Hypnose Akademi', også kaldet 'The Hypno Academy', som han er direktør for.

Hun undrer sig derfor over TV2's forklaring om, at Martin Castors svindel er et overstået kapitel.

- Han er slet ikke færdig med at svindle. Så sent som i 2015 snød han mig på det groveste, siger hun til Ekstra Bladet.

Ifølge Hege Amundsen, der arbejder som selvstændig hypnoseterapeut i Trondheim, har hun betalt i dyre domme for et hypnosekursus, hun aldrig har fået.

- Jeg meldte mig til et kursus hos Martin i juni 2015. Jeg købte en specialpakke med to års forløb. Vi aftalte, at jeg skulle starte i oktober 2015 i København, og jeg betalte for hele forløbet på to år på samme tid. Jeg kunne ikke melde mig til kurset online, så han skulle sørge for at registrere mig. Han bekræftede via mail og Skype, og han hjalp mig med at finde hotel i nærheden af lufthavnen, siger hun til Ekstra Bladet og fortsætter:

- Mandag 5. oktober rejste jeg fra Trondheim i Norge til København for at starte kurset. Jeg bestilte fly og hotel en hel uge, og jeg tog ulønnet ferie fra jobbet. Da jeg kom til kursusstedet, var der ingen mennesker. Jeg ringede til Martin flere gange, uden at få svar. Jeg tog derfor tilbage til hotellet, og der fik jeg en besked om, at kurset var aflyst. Det havde jeg ikke fået nogen besked på overhovedet. Hvis jeg havde vidst det, var jeg aldrig taget afsted.

Se også: Felix Smith: Forældre er forfærdelige dommere

Mistænksom
Ifølge Hege Amundsen begyndte hun herefter at blive mistænksom. Hun forsøgte igen og igen at få kontakt til Martin Castor, men uden held. Derfor besluttede hun sig for at rejse tilbage til Norge.

- Det var klart deres fejl, for de havde ikke informeret mig om, at kurset var aflyst. Så jeg krævede at få kompensation, og jeg fortalte dem, at jeg ville have pengene tilbage for hele mit kursus. Jeg fik endelig fat på dem, og de lovede at ringe mig op, men jeg hørte ingenting. Jeg blev meget mistænksom, og jeg blev enig med mig selv om, at jeg ikke havde lyst til at uddanne mig hos sådan nogle uprofessionelle folk. Da jeg endelig fik fat på Martin, nægtede han at give mig mine penge for kurset igen, fortæller hun.

Dommerne var vilde med Martin Castors optræden. Foto: Per Arnesen/TV2
Dommerne var vilde med Martin Castors optræden. Foto: Per Arnesen/TV2

Anmeldte sagen
Hege Amundsen valgte derfor at melde sagen til Center for Klageløsning i Danmark. Her fik hun besked om, at Martin Castors firma under navnet Communication & Care ApS var gået konkurs. Det havde Martin Castor dog ifølge Hege Amundsen ikke givet hende besked om.

- Jeg fik at vide, at hans firma var under tvangsopløsning og konkursbegæring, og at der derfor ikke var nogen penge at hente. Jeg satte derfor min advokat på sagen, men Martin nægtede stadig at refundere pengene, selvom min advokat forklarede, at jeg havde ret til det. Min advokat syntes, at vi skulle tage den i retten, men Martin svarede tilbage, at jeg jo havde købt en vare i en virksomhed, et ApS, og at jeg derfor ikke kunne gøre krav mod ham som privatperson. En retssag ville også tage mig lang tid og koste mig mange penge. Så det droppede jeg. 

Se også: Vildt 'X Factor'-drama: Hvad laver du, Sanne? Var det en fejl!?!

Efterfølgende meldte Hege Amundsen også sagen til Fyns Politi. De henviste hende videre til Fogedretten, og her blev hun anbefalet at lave et civilt søgsmål mod Martin Castor, fordi politiet ikke kunne dokumentere, at der var tale om en 'bevidst vildledning'. Hege Amundsen valgte dog ikke at indlede et søgsmål, fordi det ifølge hende selv ville blive for dyrt for hende.

Hege Amundsen har overfor Ekstra Bladet fremlagt dokumentation for politianmeldelse, anmeldelsen til Center for Klageløsning og hendes kommunikation med Martin Castor og 'Dansk Hypnose Akademi'.

Martin Hulbæk (nu Castor) blev taget for svindel i 'Operation x' i 2008. Foto: Bastard Film
Martin Hulbæk (nu Castor) blev taget for svindel i 'Operation x' i 2008. Foto: Bastard Film

Af korrespondancen med 'Dansk Hypnose Akademi', fremgår det, at de mener, de har levet op til deres betingelser i sagen.

- Vi har overholdt de betingelser, der er, og der er ingen jura, der modsiger, hvad vi har gjort eller foretaget os. Tværtimod har vi været imødekommende med flere tilbud og muligheder, og tilbød mere end hvad vi skulle. Hvad der IKKE er efter reglerne, er, at du flere steder på nettet skriver usandheder om firmaet og Martin som underviser dig. Disse bedes fjernet straks, eller vi tager fat i vores norske advokat, lyder svaret fra akademiet blandt andet.

Se også: Kom til Danmark som au pair: Vanessa chokerede i X Factor

Hege Amundsen erkender da også, at hun som kompensation blev tilbudt at deltage i hypnose-arrangementer gratis, men det var hun ikke interesseret i. På internettet skrev hun derudover flere blogindlæg om Martin Castor og 'Dansk Hypnose Akademi' for at advare andre, fortæller hun. Derudover har hun ikke gjort mere i sagen siden.

Blev chokeret
Hege Amundsen forklarer, at hun efter sin politianmeldelse fandt foruroligende oplysninger om Martin Castor på internettet.

- Jeg fandt jo ud af, at han flere gange har skiftet navn og er blevet afsløret som svinder tidligere. Jeg blev chokeret over det, jeg fandt om ham på internettet. Den mand har jo svindlet mennesker i sorg, og han har ingen moral, siger hun og fortsætter:

- Jeg har fået mails fra ham, hvor han truer med retssag og at sagsøge mig for 'store økonomiske tab'. Han er så ufin i kanten. Han tænker kun på penge.

Se også: TV2-vært afslører: For det meste er jeg bare en brik, der flyttes rundt

Ifølge Hege Amundsen har problemerne med Martin Castor været en dyr fornøjelse for hende.

- Jeg betalte 32.419 norske kroner for selve kurset. Jeg skulle så til Danmark to-tre gange om året for at deltage i kurset. Udover pengene for kurset betalte jeg 9123 norske kroner for flybillet og hotel, og derudover har jeg betalt min advokat flere tusinde kroner. Det svarer nok til 50.000 norske kroner (omkring 38.000 danske kroner, red.), siger hun og fortsætter:

- Derudover har jeg tabt arbejdsfortjeneste for en uge. Da jeg kom hjem fra Danmark, var jeg så deprimeret, trist og skuffet. Jeg følte mig så snydt, at jeg lå hjemme og græd i en uge. Jeg var dybt knust over situationen, siger hun.

'Dansk Hypnose Akademi' eksisterer i dag stadig under navnet 'The Hypno Academy' og tilbyder undervisning. Det er stadig Martin Castor, der driver skolen i Odense - trods Communication & Care ApS' tvangsopløsning. I dag fungerer skolen under et andet firma.

Svarer igen
Ekstra Bladet har tirsdag været i kontakt med Martin Castor, der har følgende kommentarer til sagen:

- Jeg er ikke dømt eller anklaget for noget i forbindelse med 'Operation X', og jeg har i dag lagt clairvoyance fra mig og arbejder med hypnose i stedet. Det er i øvrigt en 10 år gammel sag, og jeg er et helt andet sted i dag, siger han til Ekstra Bladet.

I forhold til Hege Amundsen kritik understreger Martin Castor, at han har levet op til akademiets standarder.

- Det er rigtigt, at der har været en sag med en norsk kursist, og vi har ikke kunnet blive enige om en løsning. Jeg har overholdt de gældende betingelser, der var for deltagelse og kursister, og hun blev tilbudt undervisning. Herudover har jeg haft mange glade og tilfredse kursister over en årerække. Men denne sag vedrører ikke min deltagelse i 'Danmark har talent', og jeg har derudover ingen yderligere kommentarer, siger han.

Det har ikke været muligt for Ekstra Bladet at få en ny kommentar fra TV2 tirsdag.

Hvad synes du om Martin Castors deltagelse i 'Danmark har talent'?

Se resultat

Hvad synes du om Martin Castors deltagelse i 'Danmark har talent'?

Din stemme er modtaget

Vis afstemning

Fejl

Der skete desværre en fejl, prøv igen senere.

Du kan se Martin Castor optræde i 'Danmark har talent' herunder:

'Danmark har talent' bliver sendt lørdage klokken 20.00 på TV2.

kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste
Mest læste
Seneste i flash!
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen