Overraskende tv-comeback

'Paradise Hotel'-vinderen Teitur Skoubo er blandt dem, der nu skifter til konkurrenten

Teitur afslørede til Reality Awards, at han er sammen med Christel.

Når den spritnye Dplay-satsning 'Singletown' rammer skærmen senere på året, bliver det med flere velkendte navne blandt deltagerne.

I programmet splittes kærestepar op og accepterer en sommer som singler med dates, og hvad der ellers følger med. Målet er at se, om de nu også virkelig er skabt for hinanden.

Og det har i hvert fald to kendte par takket ja til.

Ekstra Bladet kan nu løfte sløret for, at 'Paradise Hotel'-vinderen Teitur Skoubo har takket ja til at deltage i programmet. Det sker sammen med hans kæreste Christel Trubka, der selv deltog i TV3-programmet i 2015.

Dermed skifter de overraskende fra TV3 til den direkte konkurrent Discovery Networks, der står bag streamingtjenesten Dplay, og som de senere år har givet danskerne succesen 'Ex on the Beach'.

Både Lea Othmar og Teitur Skoubo er på deltagerlisten i 'Singletown'. Efter 'Paradise' har Teitur blandt andet været deltager i 'For lækker til love'. Foto: Mogens Flindt
Både Lea Othmar og Teitur Skoubo er på deltagerlisten i 'Singletown'. Efter 'Paradise' har Teitur blandt andet været deltager i 'For lækker til love'. Foto: Mogens Flindt

Flere kendte ansigter
Men Teitur og Christel bliver ikke de eneste velkendte ansigter. 'Singletown' har også gaflet to andre tidligere paradisoer, da Sami Hansen og Lea Othmar ligeledes vil være blandt kæresteparrene.

Sidstnævnte par har ellers flere gange offentligt afvist at kalde sig kærester.

Sami Hansen (t.h.) deltog efter 'Paradise Hotel' i 'Paradise Kollektivet' sammen med Lea Othmar. Nu stiller de op som par i 'Singletown'. Foto: Mogens Flindt
Sami Hansen (t.h.) deltog efter 'Paradise Hotel' i 'Paradise Kollektivet' sammen med Lea Othmar. Nu stiller de op som par i 'Singletown'. Foto: Mogens Flindt

Dermed lader det til, at de primært skal bruge 'Singletown' til at finde ud af, om de nu også vitterlig er klar til at tage det store skridt.

I 'Singletown' splittes parrene op i to lejligheder. Det vil derfor ikke være muligt at vide, hvad den anden foretager sig. Undervejs i programmet kan parrene vælge at finde sammen igen eller fortsætte singlelivet tiden ud.

Christel da hun deltog i 'Paradise Hotel' i 2015. Nu vender hun tilbage på skærmen. Foto: Anthon Unger
Christel da hun deltog i 'Paradise Hotel' i 2015. Nu vender hun tilbage på skærmen. Foto: Anthon Unger

Et kærlighedseksperiment
I forbindelse med offentliggørelsen af den nye satsning udtalte programdirektør hos Discovery Networks Danmark, Pil Gundelach Brandstrup, i en pressemeddelelse:

- Vi har de seneste mange år set rigtig mange realityprogrammer, hvor det i bund og grund handler om at finde kærligheden. Her har vi for første gang et realityprogram, der sætter fokus på det, der kommer i kølvandet på den store forelskelse og kærligheden: nemlig parforholdets strabadser og store spørgsmål. 'Singetown' er et kærlighedseksperiment, der følger parforhold i en proces, hvor de søger en afklaring på kærligheden, og om de skal fortsætte som par eller hver for sig.

'Singeltown' er skabt i Storbritannien, hvor det hidtil har fået én sæson. Den danske udgave rammer Dplay til efteråret.