Overrasket tv-ekspert: Jeg har aldrig set noget lignende

- Det er dansk tv-historie, at et hjemmestrikket koncept som 'Fællesang - hver for sig' slår et velkendt succesformat som 'X Factor'

Skal, skal ikke? Blachman og Steffensen kæmper om seernes gunst fredag aften i den bedste sendetid. Foto: DR/Tariq Mikkel Khan
Skal, skal ikke? Blachman og Steffensen kæmper om seernes gunst fredag aften i den bedste sendetid. Foto: DR/Tariq Mikkel Khan

Fredag aften vendte Blachman og co. tilbage på TV2 efter en længere, ufrivillig coronapause, men i mellemtiden havde en ny konkurrent meldt sig på banen hos DR1, der valgte at sende 'Fællessang - hver for sig' præcis samtidig med 'X Factor'.

Dermed måtte de musikglade danskere vælge mellem amatørerne på TV2 og de professionelle på DR1.

Kampen om seerne blev vundet af DR med 835.000 seere, mens TV2 måtte nøjes med 717.000 seere.

Dermed slog DR konkurrenten med flere end 100.000 seere - helt præcist 118.000.

God uge for DR
Med en vurdering på 4,3 i forhold til 'X Factor's 3,9 blev 'Fællessang - hver for sig' endvidere bedre modtaget end konkurrenten.

DR har generelt haft en rigtig god uge på seerfronten. De første tre pladser er nemlig optaget af DR-programmerne 'Grænseland', 'Fællessang - hver for sig' og 'Forsvundne arvinger'.

TV2 kommer først ind på listen med 'X Factor' på en fjerdeplads og 'X Factor - Afgørelsen' på en femteplads.

 

I den specifikke yngre aldersgruppe mellem 20 og 30 år havde TV2 dog flest seere. Her valgte 60 procent ’X Factor’, mens 28 procent valgte ’Fællessang – hver for sig’ på DR1.

Med håndsprit på bordet og hele Danmark med i koret er det lykkedes Mads Steffensen, Philip Faber og DR at vippe 'X Factor' af pinden. Foto: DR
Med håndsprit på bordet og hele Danmark med i koret er det lykkedes Mads Steffensen, Philip Faber og DR at vippe 'X Factor' af pinden. Foto: DR
 

Tv-ekspert: Det er dansk tv-historie

Keld Reinicke er en af Danmarks førende tv-eksperter. Han har arbejdet både på DR og TV2, hvor han blandt andet har været programchef.

Hvad siger det om danskernes aktuelle tv-præferencer, at 'Fællessang' kan slå 'X Factor'?

- Det er altså ret fantastisk. Det er dansk tv-historie, at et program, som er det stik modsatte af de kontrollerede internationale tv-formater, men 'bare' er en omgang morgensang, der er gjort stort, kan slå et af de mest populære og største tv-formater gennem de sidste ti år, siger Keld Reinicke til Ekstra Bladet.

Har DR ramt en guldåre?

- Altså, jeg har aldrig set noget lignende og jeg har set rigtig meget gennem årene. Det siger rigtig meget om den tid vi er i, hvor danskerne søger fællesskabet. Desværre for Danmarks Radio tror jeg ikke, de nu i al fremtid har fundet nøglen til at slå 'X Factor' hver fredag. Det er sandsynligvis noget unikt i tiden netop nu.

Hvad er dit bud på en forklaring?

- Det er ægthed og nærhed, der slår den konstruerede fortælling. Der er ikke noget dårligt over 'X Factor'-formatet, men det er meget styret dramaturgisk i forhold til, hvad man som seer skal føle og hvornår. I forhold til det er 'Fællessang' det komplet modsatte. Det er det formaterede overfor det uformaterede. Og det er meget sjældent, at noget slår de store formater.

Ugens højdepunkt
Hos DR er man naturligvis glade for, at seerne holdt fast i deres begejstring for de musikalske løjer med Mads Steffensen og Phillip Faber i front, også selv om Blachman og Sofie Linde gav den gas på den konkurrerende kanal.

- Vi er så glade for, at rigtig mange danskere valgte at se og synge med i fredags. Under coronakrisen har det udviklet sig til et fast musikalsk højdepunkt på ugen for mange, siger Anne Garlichs, der chef for DR1 med ansvar for programmet, og fortsætter:

- For DR er det en del af vores dna at samle danskerne i tider som disse, og vi er samtidig glade for at hjælpe med at bringe dansk musik ud i en tid, hvor mange spillesteder er lukket. At der så også er musik på andre kanaler, giver blot danskerne mere at vælge imellem.

Blachman og de håbefulde amatører må se sig henvist til andenpladsen på denne uges tv-hitliste. Foto: Ritzau Scanpix
Blachman og de håbefulde amatører må se sig henvist til andenpladsen på denne uges tv-hitliste. Foto: Ritzau Scanpix
 

På fredag er der endnu en gang direkte konkurrence om seerne, når DR1 viser 'Fællessang - hver for sig', samtidig med at TV2 blænder op for den første af to 'X Factor'-finaleprogrammer.

168 kommentarer
Vis kommentarer