Polina kvittede 'Korpset' på TV2: - Jeg kunne ikke klare mere

Polina Bambi gav op i aftenens afsnit af 'Korpset' på TV2. I dag er hun stadig skuffet over, at hun ikke kunne klare mosten

Polina Bambi arbejder i dag som selvstændig personlig træner. Foto: TV2
Polina Bambi arbejder i dag som selvstændig personlig træner. Foto: TV2

Da TV2 sidste år blændede op for en ny sæson af det populære program 'Korpset - gjort af det rette stof', var der ingen kvinder, der klarede de hårde fysiske krav og prøver, som programmet krævede, men i år tager den 31-årige Polina Bambi kampen op mod de 29 stærke mænd, der deltager i programmet.

Bare syv måneder efter hun var blevet mor til en lille pige, tog hun nemlig udfordringen op i TV2-programmet, og det krævede blod, sved og tårer.

- Jeg så den første udsendelse af 'Korpset' kort tid inden, at jeg skulle føde, og jeg tænkte, at det var et fuldstændig sindssygt og hårdt program. Så gik jeg og tænkte over det i noget tid, og efter fire måneder meldte jeg mig så til. Jeg havde taget 14 kilo på i forbindelse med fødslen, så jeg gik i hård træning med løb og styrketræning, og det var virkelig ikke nemt, fortæller Polina Bambi til Ekstra Bladet og fortsætter.

- Jeg søgte faktisk allerede ind for at blive en del af programmet sidste år og blev kaldt til casting, men to uger før fandt jeg så ud af, at jeg var gravid. Derfor måtte jeg droppe det.

Polina Bambi valgte allerede i første program at give op. Foto: TV2
Polina Bambi valgte allerede i første program at give op. Foto: TV2

Se også: TV2-vært i alvorlig ulykke under optagelse til nyt program

 

I 'Korpset - gjort af det rette stof' er deltagerne fuldstændig afskåret fra deres normale hverdag i kampen om at blive den bedste og mest udholdende aspirant og skal undervejs klare en lang række fysiske og psykiske udfordringer på tid med vejledning fra tidligere jægersoldater. Præmier er der ingen af, men vinderen beviser over for sig selv, at personen er gjort 'af det rette stof'.

Især det faktum at Polina Bambi er den eneste kvinde, der klarede sig gennem de indledende fysiske udfordringer og nåede med i årets program, er hun stolt af.

- Jeg synes, det er super sejt, at jeg er den eneste kvinde. Jeg er dog ikke med i programmet for at bevise, at kvinder er bedre end mænd. Jeg vil vise, at alle kvinder og mænd kan være på lige fod, og at man kan, hvad man vil. Jeg vil bevise, at jeg kan være ligeså stærk som mændene. Jeg har længe kæmpet med dårligt selvværd, og det var derfor også vigtigt for mig at bevise noget for mig selv.

Se også: Efter skilsmisse: Nu taler Cecilie Beck ud

 

Meget aktiv
Inden Polina Bambi blev mor til den lille ny i 2017, var hun i tip top form. Hun havde på daværende tidspunkt gennemført intet mindre en 36 marathonløb, to halve ironmans og en masse andre forskellige løb.

Alligevel blev presset i programmet for stort for den unge kvinde, og seerne kunne i første program se, hvordan hun sammen med 10 andre deltagere afleverede sit aspirant-nummer til den tidligere jægersoldat Thomas Rathsack og forlod programmet.

- Der var simpelthen et konstant psykisk pres. Vi fik aldrig lov til at slappe af, og vi måtte ikke begå fejl. Man skule hele tiden have fokus, og fysisk var det enormt hårdt. Så jeg valgte at stoppe.

I dag er hun stadig skuffet over, at hun ikke klarede ærterne.

- Jeg er selvfølgelig stadig skuffet. Men jeg sagde fra, fordi jeg ikke kunne klare mere, og jeg kunne mærke, at det ikke længere var sjovt. Derfor måtte jeg sige nej. Det var især psykisk, at det blev hårdt for mig, siger hun.

'Korpset'

 

  • Fire tidligere jægersoldater forsøger i programmet 'Korpset' at vise, hvad der skal til for at blive elitesoldat.
  • De har designet et kursusforløb baseret på deres egne oplevelser og erfaringer, som 30 veltrænede danskere skal igennem. 
  • Først, når de har presset sig selv til det yderste, ved de, om de er gjort af det rette stof.
  • Korpset kan ses på TV 2 onsdag klokken 20 og på TV 2 PLAY

Kilde: TV2

Ny karriere
Inden sin medvirken i 'Korpset - gjort af det rette stof' arbejdede Polina Bambi som computertekniker. Efter programmet har hun dog startet en helt ny karriere som selvstændig i firmaet Strong By Bambi.

- For mange år siden drømte jeg om at søge ind på Politiskolen. Men efter programmet har jeg fået meget mere tro på mig selv, og nu har jeg skiftet karriere fuldstændig og er blevet personlig træner og kostvejleder. Her har jeg særligt fokus på mødre, der lige har født og hjælper dem fysisk og psykisk. Det har programmet givet mig mod på.

Samtidig har selvtilliden ifølge Polina Bambi også fået et boost.

Se også: TV 2-vært træt af afslørende billeder: Det er sølle adfærd

- Det gav mig troen på mig selv tilbage. Jeg var meget usikker på mig selv, men jeg fandt hurtigt ud af, at alle drengene havde det på samme måde. Det var hårdt for mig at være med og fortælle personlige ting om mig selv. Blandt andet det her med, at jeg aldrig har haft en far i mit liv, men det har også hjulpet mig meget.

Alligevel ville hun melde sig til programmet igen uden tøven, hvis muligheden bød sig.

- I dag, når jeg sidder herhjemme i en varm lejlighed og er mæt og glad, så fortryder jeg, at jeg ikke fortsatte i programmet. Jeg havde gjort det igen, hvis jeg fik muligheden. Uden tvivl.

'Korpset - gjort af det rette stof' sendes onsdage klokken 20.00 på TV2.

kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste
Seneste i flash!
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Kim Vangkilde
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen