Populære TV2-programmer sløjfes

De næste 14 dage må seerne undvære programmer som "Natholdet" og "Go' Morgen Danmark", oplyser TV2

Jes-Dorph Petersen er vært på 'Go' aften Live' på TV2, som udgår de kommende to uger på grund af coronakrisen. Foto: Mathias Bojesen/Ritzau Scanpix
Jes-Dorph Petersen er vært på 'Go' aften Live' på TV2, som udgår de kommende to uger på grund af coronakrisen. Foto: Mathias Bojesen/Ritzau Scanpix

TV2 opruster lige nu stationens nyhedsdækning for at holde danskerne opdateret om coronakrisen, og det bliver i de kommende uger på bekostning af populære tv-programmer, som enten udsættes eller udgår.

Det oplyser tv-stationen i en pressemeddelelse.

Se også: Jim Lyngvild: - Det er voldsomt

'Go' morgen Danmark', 'Go' aften Live' og Anders Breinholts talkshow, 'Natholdet', udgår blandt andet i de næste to uger.

Derudover udskydes det direkte indsamlingsshow på TV2 Charlie 'Hjertegalla 2020' på ubestemt tid. Showet skulle have været afholdt lørdag 21. marts.

Heller ikke 'Natholdet' bliver vist den kommende tid. Foto: Theis Mortensen/TV2
Heller ikke 'Natholdet' bliver vist den kommende tid. Foto: Theis Mortensen/TV2

'X Factor' udskydes
Torsdag oplyste TV2, at underholdningsprogrammet 'X Factor' også sættes på pause i 14 dage.

Det ærgrer en lang række af 'X Factor'-deltagerne, der derfor ikke skal stå på scenen fredag aften.

- Det er vildt ærgerligt. Jeg havde glædet mig til i morgen. Men det er nødvendigt. Vi skal have stoppet det her smittespredning, sagde Alma Agger torsdag til Ekstra Bladet.

- Jeg er så ked af det, og det er rigtig træls, at det skal ske nu. Men det er vigtigt, at vi får virussen i bund. Vi havde regnet med, at vi skulle optræde i morgen, og det skal vi så ikke alligevel, men så kan man sige, at vi får længere tid til at øve. Vi må se positivt på det, sagde Mathilde Caffey videre.

I det hele taget vil TV2 skære ned på kanalens liveprogrammer.

- Udover nyhedsdækning vil alle kanaler udkomme med båndede programmer – det vil sige, at alle live-udsendelser på TV2 Charlie, TV2 Fri og TV2 Zulu udsættes, udtaler TV2's administrerende direktør, Anne Engdal Stig Christensen, i pressemeddelelsen.

Se også: Dansk kunstner i vild handel

Sportsbegivenheder dækkes dog fortsat, men i begrænset omfang.

- TV2's sportsredaktion transmitterer i en minimumsløsning stadig de sportsbegivenheder i udlandet, som endnu ikke er lukket ned, og vil derfor løbende overgå til en båndet version, lyder det i pressemeddelelsen.

Hvordan sendefladen vil se ud om 14 dage, vil TV2 løbende tage stilling til, alt efter hvordan coronasituationen udvikler sig.

91 kommentarer
Vis kommentarer