Efter 16 års radiotavshed: - Nu skal der eksekveres

Jesper Bæhrenz er fra på mandag tilbage i æteren. Målet er at lave god gammeldags radio, der samler mere end det splitter

- Jeg savner som sådan ikke det, at være på, men jeg savner arbejdet i det. Det der med at udkomme. Det bliver fedt, siger Jesper Bæhrenz der fra på mandag tager rundt i landet og sender sommerradio. Første gang bliver fra Københavns Lufthavn. Foto: Jakob Jørgensen
- Jeg savner som sådan ikke det, at være på, men jeg savner arbejdet i det. Det der med at udkomme. Det bliver fedt, siger Jesper Bæhrenz der fra på mandag tager rundt i landet og sender sommerradio. Første gang bliver fra Københavns Lufthavn. Foto: Jakob Jørgensen

Der var konstant ’Højtryk’ over Danmark, da Jesper Bæhrenz for snart mange år siden sad bag mikrofonen på P3 hele sommeren. Grå skyer drev formiddag efter formiddag ubemærket forbi, når folk flokkedes om radioen for at høre, hvilke udfordringer han sendte sin medvært, Andrea Elisabeth Rudolph, ud til.

Efter kæmpe radiosuccesser som ’Med et Z’, ’Strax’ og sommerprogrammet ’Højtryk’, valgte Jesper Bæhrenz at slukke ’on air’-skiltet. Han forlod ikke bare radiostudiet, men vinkede farvel til Danmark for at prøve lykken i udlandet. Først i London og siden i Los Angeles, hvor han nu bor på syvende år med sin kone, komikeren Mette Lisby.

Se også: Kendt radiovært vender tilbage efter 16 års pause

Men denne sommer tilbringer parret i Danmark, og fra på mandag er 51-årige Jesper Bæhrenz tilbage i radioen. Målet er klart for rutinerede radiovært. Han vil gå imod den strøm, der ellers præger og plager verden i dag.

Ikke så forskellige
- Man ser det i alle lande – og seneste i USA med præsidentvalget. Det handlede mere om, hvordan man var forskellige, end at man var amerikaner. Og i virkeligheden har vi i Danmark meget mere til fælles, end vi er forskellige, siger Jesper Bæhrenz, der vil gøre sig umage for at finde den fællesskabsfølelse. Den har nemlig manglet i radioen de seneste år, mener han.

- Jeg synes, at der har været en retning at, at vi sender til vores venner. At vi er ekskluderende, mere end vi er inkluderende. Så måske bliver ’Take Off’ en lidt gammeldags måde at lave radio på. For det kommer mere til at handle om, hvad vi har til fælles, end hvad der splitter os, siger han om det nye program, og lover, at det vil ske med masser af godt humør og ironi.

Fra sit domicil i bjergene i Los Angeles har han med egne øjne set, hvor store konsekvenser et delt samfund kan have.

Trump splitter familier
- Vi har venner, der er holdt op med at tale med deres forældre, fordi de har stemt på Trump. Valget har ikke kun splittet landet – det har også splittet familier. Vi skal lære noget af det og sørger for, at vi i Danmark ikke kommer derhen, siger Jesper Bæhrenz, der holder meget af, når vi danskere står sammen side om side.

Se også: Danmarks komiske grand old lady vender tilbage

- Den der fællesskabsfølelse, som vi har i Danmark, findes kun i USA hvert fjerde år. Det er når der OL, siger radioværten, der ikke gider at putte sine lyttere i en bestemt kasse.

- De senest år har der været virkelig meget fokus på, at lytterne tilhører en bestemt målgruppe. Enten skal du skal over på P3, ellers du hører til på Nova eller 24/7. Jeg håber, at jeg kan tage lidt lyttere fra alle steder, siger Jesper Bæhrenz, der glæder ustyrligt meget til at komme i gang med de fem ugers sommerradio, som det bliver til i denne omgang på P4.

"Take Off"

Der er premiere på 'Take Off' mandag den 3. juli.
Programmet sendes på P4 alle hverdage mellem 10.03-12.00.
Jesper Bæhrenz sidder bag mikrofonen de kommende fem uger.

Fed følelse
Til dagligt arbejder han tæt sammen med sin kone om at udvikle tv-ideer og filmmanuskripter, og det er ofte langstrakte projekter, der kan
tage både uger, måneder og år.

- Det er helt anderledes med radio. Der skal leveres hver dag. Jeg havde helt glemt, hvor fedt det føles. Nu skal der eksekveres, smiler han.

Jesper Bæhrenz ser frem til vekselvirkningen mellem radioen og de mere tidstunge ideer, som han arbejder på sammen med sin kone. For de mange ideer, de arbejder på til film- og tv-branchen, kræver en vis portion tålmodighed. Nogle gange skal en idé ligge i skuffen et par år, før timingen er den helt rigtige.

- I USA savner jeg selvfølgelig venner og familie, men ikke flæskesteg til jul. Den kan jeg bare spise i marts. Og så er Danmark om sommeren bare noget helt unikt. Til gengæld savner jeg, når vi danskere er fælles om noget. Så kan vi altså noget helt særligt, siger Jesper Bæhrenz
- I USA savner jeg selvfølgelig venner og familie, men ikke flæskesteg til jul. Den kan jeg bare spise i marts. Og så er Danmark om sommeren bare noget helt unikt. Til gengæld savner jeg, når vi danskere er fælles om noget. Så kan vi altså noget helt særligt, siger Jesper Bæhrenz

Når makkerparret Lisby og Bæhrenz har et koncept eller en idé klar, bliver den oftest solgt til nogen, der arbejder videre med den.

- De køber ideen på option. Typisk i halvandet år. Hvis ikke der kommer noget konkret ud af det i løbet den tid, at så får vi vores idé tilbage, når optionen udløber, og så kan vi prøve at sælge den til nogle andre, fortæller han og fortsætter.

Har solgt den samme idé tre gange
- Vi har solgt den samme idé tre gange. Det er da egentligt ok. Så kan man jo begynde at tale om, at det kan være en fordel, at den aldrig er kommet på skærmen. Vi kan blive ved med at sælge den. I det øjeblik, hvor den kommer på, så er der kontant afregning – er det en succes eller en fiasko. Hvis den ikke kommer på, så tror man jo stadig på ideen selv, siger han med et grin.

Konkurrencen i filmbyen er benhård, det ved ægteparret, der bliver i Los Angeles så længe, det er sjovt.

- Man skal ikke være der med det mål at få succes. Man skal være der for oplevelsen af at være der. Vi er der så længe, at det giver mening. Der er ikke en udløbsdato eller en succesbarre, der skal nås, før vi forlader USA.

- Men har I succes, hvis du selv skal sige det?

- Ja, det synes jeg. Når man tænker, at der højest sandsynligt kommer 30.000 til byen hver måned for at prøve lykken. Alle skal i Ikea. Her ser man starten på drømmen. Alle skal have håndklæder, viskestykker og madrasser. Men så kan du se deres ting til salg på den amerikanske udgave af Den blå Avis en måned senere. Folk bliver skubbet ud lige så hurtigt, som de kommer ind. Sådan er det bare, siger Jesper Bæhrenz og fortsætter:

Se også: Lisby: Vi vil ha' nogle børn

- Så at vi har været der i syv år, er vores succes. Vi har både været heldige, men også dygtige. Det er det, der skal til. Alle kan se, at Mads Mikkelsen har succes, når han er med i de store film. Det vi laver er meget mindre håndgribeligt. Men det vælger vi selv – og det skal altid være et tilvalg. Det er det vi går efter. Vi taler om, at det værste, der skal ske for os, er, at vi sælger alle vores ting og åbner et børnehjem på Bali. Og hvis det er der værste, så er der vel ikke så slemt.

4 kommentarer
Vis kommentarer