Rigmand får eget program på TV2

Den tidligere Saxo Bank-direktør skal hjælpe håbefulde danske iværksætter-spirer i gang

Lars Seier skal hjælpe nogle af Danmarks spæde iværksættere videre. Foto: Jakob Ehrbahn
Lars Seier skal hjælpe nogle af Danmarks spæde iværksættere videre. Foto: Jakob Ehrbahn

Der er millioner af kroner på højkant, når Lars Seier Christensen om få uger får sit eget tv-program på TV2.

'Vejen til Seier' er titlen på programmet, hvor den tidligere Saxo Bank-direktør skal hjælpe folk med gode ideer i gang eller videre med at få deres drømmevirksomhed til at blive en realitet. 

Se også: Lars Seier stopper som direktør i sin milliardstore pengetank

Det er 56-årige Lars Seier Christensens personlige investeringsfond, Seier Capital, der sammen med TV2 står bag iværksætterkonkurrencen.

Vinderen - den med den bedste idé - kan se frem til et kontant indskud til sit firma på mellem en og ti millioner kroner, hvis rigmanden køber sig ind.

Men så skal man også følge Lars Seier Christensens krav og metoder. Det fremgår af den trailer for programmet, der ligger på vimeo.com

'Lars Seier er klar til at investere millioner i de rigtige mennesker', siger speakeren, inden rigmanden tager over.

'Problemet er bare, at de skal igennem min proces først', siger han.

Med programmet vil Lars Seier Christensen vise, at det ikke er en leg at være iværtsætter.

- Vi hører altid succeshistorierne, så det kan godt virke som om, at man ender med at blive mangemillionær, hvis bare man har en god idé. Men der er en stor rate af folk, det ikke lykkes for. Desværre bliver iværksætterlivet ret ofte glorificeret, og man underdriver de risici, der er i det, sagde han til tv2.dk, da han i sommer søgte deltagere til programmet.

- Det er et vigtigt budskab, at iværksætteri ikke er for hvem som helst. Det er en længere og vanskeligere proces, end man tror, sagde han.

Se også: Lars Seier i kæmpe projekt: Største satsning siden Saxo Bank

Ekstra Bladet har forgæves forsøgt at få en kommentar fra Lars Seier Christensen, der i sit program ikke lader vinderen få det hele.

De, der går videre til finalerunden, får blandt andet mulighed for at få produceret en tv-reklame, der vises på TV2 samt rådgivning af succesfulde iværksættere.

Der er premiere på 'Vejen til Seier' mandag 18. marts.

120 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Mest læste i flash!
Hent flere