'Robinson'-vinder er krigsflygtning

Jeg føler nogle gange, at jeg ikke er så fri, som mine venner er, siger Jamil Faizi

Der var stor jubel, da han endelig kunne blive kåret som vinder. Foto: ANTHON UNGER
Der var stor jubel, da han endelig kunne blive kåret som vinder. Foto: ANTHON UNGER

Han kan flydende dansk og har lige søgt ind på en uddannelse i Aarhus, men vinderen af årets 'Robinson Ekspeditionen', Jamil Faizi, er krigsflygtning.

Som femårig flygtede han sammen med familien fra Afghanistan.

- Det fylder ikke så meget hos mig. Det eneste, jeg kan huske, det er sådan noget med, at vi er flygtet ud om aftenen, imens det har været mørkt. Det er små klip her og der, siger Jamil til Ekstra Bladet.

Se også: Dansk medie i KÆMPE brøler: Afslører vinderen af 'Robinson' før tid

Han har boet 18 år i Danmark og fortæller, at han har bestået både den gamle og den nye test, som man skal igennem for at kunne blive dansker. Men han afventer stadig svar, selv om der er gået halvandet år. Og det sætter nogle begrænsninger, som frustrer den unge mand fra Grenaa.

- Det er ærgerligt, for jeg føler nogle gange, at jeg ikke er så fri, som mine venner er. Jeg er eksempelvis gode venner med Pierre-Emil Højbjerg, der spiller fodbold ovre i England. Vi er en flok kammerater, hvoraf nogle er ovre og se ham i ny og næ. Der kan jeg ikke tage med, og det er ærgerligt at være begrænset på den måde, siger Jamil Faizi.

De tre finalister i 'Robinson Ekspeditionen' Loco, Jamil og Zanne. Foto: ANTHON UNGER
De tre finalister i 'Robinson Ekspeditionen' Loco, Jamil og Zanne. Foto: ANTHON UNGER

Han er indstillet på, at der ikke er andet at gøre end at vente på det rødbedefarvede pas, men det betyder ikke, at det ikke irriterer ham.

- Et eller andet sted er jeg da møgbitter, for jeg synes ikke, det er i orden, at der skal gå så lang tid. Men man kan jo ikke gøre noget ved det.

Se også: Han vandt ’Robinson’: Det skal pengene bruges på

Hvis han en dag får sit danske pas, så håber han, at han kan tage tilbage til Afghanistan. Det land han flygtede fra for 18 år siden.

- Som det er lige nu, må jeg faktisk ikke tage tilbage, fordi jeg er krigsflygtning. Og da jeg ikke har dansk pas, så har jeg ikke tilladelse til at komme ind i Afghanistan. Når jeg får det, så kunne jeg godt tænke mig at opleve landet og se, hvad det er, jeg kunne være opvokset i, slutter han af.

Med sejren i 'Robinson Ekspeditionen' fulgte en kontantpræmie på 500.000 kroner.

67 kommentarer
Vis kommentarer